Fortsæt til indhold

Psykoterapeut flyttet fra Dejret på Mols til Grenaa

Grethe Buur tilbyder fortsat samtaleterapi efter flytning til Grenaa

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Grethe Buur, 75, og hendes mand flyttede i efteråret 2015 fra Dejret på Mols til Havneplads i Grenaa.

Det har de ikke fortrudt. Parret nyder livet på Grenaa Havn og især den omkringliggende natur.

Samtidig har Grethe Buur besluttet at fortsætte sin lille virksomhed som selvstændig psykoterapeut med afsæt i kognitiv terapi.

Kognition betyder tænkning, og overordnet set beskæftiger kognitiv terapi sig med vores tanker og følelser og dermed vores fortolkninger af os selv og verden.

Tidligere skolelærer

“Vi har købt et dejligt hus i Grenaa, hvor jeg har indrettet klinik på førstesal,” fortæller Grethe Buur.

“Jeg synes fortsat, det er interessant at kunne hjælpe mennesker via samtaleterapi, men det er klart, at folk lige skal finde ud af, at jeg er flyttet, men selvfølgelig også, at jeg fortsat er aktiv.”

Grethe Buur har en fortid som skolelærer i 41 år i Aarhus.

I flere af årene var hun tillige skolevejleder.

“Jeg stoppede som lærer i 2004, og samme år flyttede vi permanent til Dejret,” fortæller hun.

Mens Grethe Buur arbejdede som lærer videreuddannede hun sig som psykoterapeut og kinesiolog.

Hun har 19 års erfaring som psykoterapeut.