Fortsæt til indhold

Fuglsøcentret har fået bid i banen

Sebastian afsluttede smukt forårets store koncertprogram på Fuglsøcentret. 547 gæster overværede koncerten med et ikon på den danske musikscene - Sebastians sange er soundtracket til mange danskeres liv

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Det er svært at pege på en dansk kunstner, der har et mere omfattende katalog af sange end Sebastian, som forleden lørdag lukkede og slukkede for Fuglsøcentrets omfattende koncertaktiviteter i dette forår.

Sebastian, årgang 1949, alene med sin guitar og stemme, var i sit es. Velsagtens, fordi han stod overfor et siddende publikum, der ville lytte, og for hovedpartens vedkommende også kendte en stor del af dette enorme repertoire, hvorfra Sebastian af indlysende årsager kun nåede at spille en lille flig under de små to timer, som koncerten varede.

Sebastian er blevet en ældre mand, men hans sange fremstår fortsat lyslevende, fordi de har en tyngde og fylde, der bør give de fleste af nutidens unge kunstnere noget at tænke over.

Sebastian viste, at hans fingerspil på guitaren fortsat er intakt, og mange års rutine fornægter sig ikke, når stemmen skal ud i områder, hvor den tydeligvis har bedst af at holde sig fra. Han formåede hver gang at komme hjem igen.

Ønske: flere værelser

Under administrerende direktør Peter Brinks auspicier har Fuglsøcentret formået at markere sig med koncertprogrammer, forår og efterår, der bliver og mere omfattende.

Regnestykket for lørdagen med Sebastian lød på 547 gæster til selve koncerten, 397 spiste middag med tilbehør inden koncerten, mens 288 (udsolgt) valgte at tage den fulde pakke med, så de overnattede og kørte hjem dagen derpå efter at have indtaget morgenmadsbuffeten.

“Det er primært +40-generationen, der kommer til koncerterne,” siger Peter Brinks.

“Jeg tror, den store forskel er overnatningen samt totaloplevelsen. For relativt fornuftige penge kan man få en oplevelse med det fulde koncept, og hvor man ikke skal køre hjem bagefter.

Det er også altid koncertpakke 3, den med overnatning, der først bliver udsolgt.”

Da Peter Brinks for fire år siden begyndte at arrangere koncerter, troede han ikke på, at det var muligt at sælge samtlige 148 værelser ( 140 dobbeltværelser/8 enkeltværelser).

“Her fire år efter har vi et stort ønske om at bygge flere værelser,” konstaterer han.

Et skævt marked

Fulgsøcentret bruger i 2016 i omegnen af godt 3 mio. kroner - eksklusive moms - på koncertvirksomheden, honorarer til kunstnere og lyd og lys.

“Desværre får vi ikke tilskud fra det offentlige,” siger Peter Brinks.

“Alle vores konkurrenter på Djursland og i Aarhus får ellers støtte af kommunen. Vi må klare os udelukkende på kommercielle vilkår.”

Fremmødet til koncerterne svinger fra 200 til 700. Det sidste er lig med udsolgt.

“I gennemsnit kommer der 400 gæster til koncerterne. Vi laver efterkalkuler på alle koncerter, men når vi når over 250 gæster begynder vi typisk at tjene penge. Alt efter kunstnerens honorar,” siger Peter Brinks, der til Sebastian-koncerten, som var den første i lang tid, han ikke selv overværede, havde 42 mand på arbejde på selve dagen til at klare køkken, servering, opvask, reception, teknik og rengøring. Dagen derpå klarede 11 ansatte morgenbuffeten.

De store engelske navne

Fuglsøcentret flyver jævnligt pænt store engelske navne, der har haft deres musikalske storhedstid og som nu kalder på nostalgien, til Mols.

“De store engelske navne er faktisk ikke så dyre efter danske forhold. I England oplever kunstnerne ofte at få beskedne honorarer, så de er glade for at spille i Danmark,” siger Peter Brinks, der nu lader op til efteråret, hvor navne som The Tremeloes, Savage Rose, 10CC, Skousen & Ingemann og Burnin Red Ivanhoe er på programmet for blot at nævne nogle stykker.