Fortsæt til indhold

"Jeg vil ikke tabe mig 10-15 kilo for at blive model"

Aarhuspigen er en af seks danske piger, som er med i opløbet om at blive Danmarks første kurvede Topmodel. Hun synes, modebranchens tynde modeller signalerer noget helt forkert til unge piger

Samfund
Jacob Nielsen

25-årige Anne-Mette Juel Tassing fra Aarhus fløj lørdag sammen med 17 andre nordiske piger til Portugal for at deltage i konkurrencen om at blive model. Modsat tidligere modelkonkurrencer handler denne ikke om at leve op til modebranchens idealmål indenfor højde og drøjde, og netop derfor har Anne-Mette valgt at tilmelde sig.
"Jeg vil gerne være med til at præge andre unge piger, som har modeldrømme. De bliver bombarderet med uopnåelige fitnessbilleder og selfies. Jeg vil gerne vise dem, at man skal være glad for sin krop og acceptere, hvordan man ser ud uanset, om man har et par kilo for meget eller ej. Jeg har altid drømt om, at der skulle komme et program, der fokuserer mere på de kvindelige former, så jeg synes bare, det er mega fedt, at jeg får chancen for at være en del af det," siger Anne-Mette, som har et ganske fint forhold til sin egen krop og ikke vil lade sig kue af nutidens kropsidealer.
"Jeg har selv som 15-årig prøvet at banke på en dør til et modelbureau og fået at vide, at jeg havde flot hår, fyldige læber og alle de gode træk - men at jeg var for tyk. Det kan godt være hårdt at få sådan en besked som 15-årig, men jeg sagde til mig selv, da jeg gik ud af døren, at jeg skal ikke tabe mig 10-15 kilo for at være model. Jeg ser ud som jeg gør, og det må de acceptere. Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad og stolt af, hvordan jeg ser ud," siger Anne-Mette, som både har været ude og sejle med Søværnet, været salgsassistent i Magasin og arbejdet på kontor i Forsvaret. På det seneste har hun gået med tanker om at tage et sabbatår og tage ud og rejse. Og den rejselyst ser nu ud til at blive tilfredsstillet. Optagelserne til Topmodel Curves, som sendes på Kanal 4 til efteråret, foregår i Portugal over de næste to måneder.

Mød Anne-Mette i tv-interviewet øverst i denne artikel.

Anne-Mette er her samlet med de fem andre danske modelaspiranter og vært på Topmodel Curves, Lina Rafn, Anne-Mette ses bag Lina. Foto: Jacob Nielsen