Næstbedste feriedestination i Europa
"Træd til side, København. Du er ikke den eneste danske by, der kan prale af über-seje nabolag, opsigtsvækkende arkitektur og kulinariske tryllerier."
Sådan omtales Aarhus i en ny rejseguide, som den internationale rejseguide Lonely Planet har lavet. Her lister de "europæiske destinationer, som du skal se i 2016". Og Aarhus er kun slået af den græske halvø Peloponnes.
Venedig og Tenerife bliver sammen med seks andre destinationer henvist til de sekundære placeringer.
"I 2017 bliver Aarhus European Capital of Culture og European Region of Gastronomy. Så besøg byen nu, hvis du vil være på forkant."
Og den omtale er man meget glad for i Aarhus.
"Aarhus er klassens nye dreng, og vi har arbejdet virkelig dedikeret på at promovere ham på internationalt plan. Det ser ud til, at vi nu er lykkedes med at skabe et alternativ til kvalitetsbevidste turister, der allerede har set de klassiske storby-destinationer som Barcelona, Rom og Berlin," siger Peer Heldgaard Kristensen, der er direktør i VisitAarhus, i en pressemeddelelse.