Fortsæt til indhold

Ung frisør satser på en fremtid på Mols

Charlotte Christensen bor i Tved med sin familie og har startet sin frisørsalon i byen for at bidrage til udviklingen på Mols

Samfund
Af Martin Schultz

Charlotte Christensen er oprindelig fra Thorsager, er uddannet som frisør i Aarhus, og har rejst i udlandet. Hun har også hjulpet til i sin mor Birgitte Rasmussens forretning med modetøj, Cornershop i Rønde, men da hun skulle slå sig ned med sin familie, blev det på Mols, hvor hendes mand, Mark Kruse stammer fra.
Med bosætningen på Mols opstod også lysten til at vende tilbage til sit fag, og 1. august sidste år åbnede Charlotte Christensen sin Salon Log.In i en tilbygning til familiens hus i Agersvinget i Tved.
“Jeg er tilflytter, og jeg vil gerne bidrage til, at Mols udvikler sig. Jeg tør satse på, at vi har en fremtid på Mols og vil gerne bidrage med min virksomhed. Vi vil gerne have lidt mere liv på Mols og i Tved,” siger Charlotte Christensen.

Uformel og hyggelig

Med parrets to små børn, Nora på 2 1/2 år og Leander på 1 1/2 år, godt anbragt i en dagpleje i byen, har Charlotte Christensen fået godt gang i sin salon.
I salonen, som ligger i umiddelbar tilknytning til villaen i Agersvinget, er der plads til to siddepladser, en vaskedel og en negle-sektion.
“Jeg startede helt fra scratch, men er blevet taget godt imod i lokalsamfundet. Jeg har også kunder fra et stort opland og bliver også brugt af sommerhusgæsterne. Også unge, som er flyttet til Aarhus, kommer “hjem” og kan få ordnet hår og negle,” fortæller Charlotte Christensen.
Hendes salon er en familiesalon, hvor tonen er uformel og hyggelig, og hvor både børn, kvinder og mænd kan få ordnet håret.

En grøn salon

Charlotte Christensen beskæftiger sig med alle fagets områder og laver extensions, farver håret og laver permanent. Hun kan også lægge en make up og ordne negle.
“Jeg er uddannet hårolog, og kan lave en test af hår og hovedbund, som viser hvad håret har brug for af pleje,” fortæller Charlotte Christensen.
“Min salon er en grøn salon, hvor jeg arbejder med bæredygtige og skånsomme produkter. Alle produkter er på positivlisten og indeholder naturlige råvarer og ingredienser.”
Det er et naturligt valg, når man bor på Mols i naturskønne omgivelser og blandt mange miljøbevidste mennesker.
“Når man bor så smukt, som vi gør her på Mols, vil jeg gerne passe på naturen,” siger Charlotte Christensen.