Fortsæt til indhold

Kulturhovedstadsprojekt med fremtidsperspektiv

Borgere, kommuner, embedsfolk og politikere lærer en masse om samarbejde i processen

Samfund
Arkiv

?”2017-projekterne vil lægge spor ud for eftertiden, og det er det vigtigste,” siger Syddjurs' borgmester Claus Wistoft om kulturhovedstadsprojektet Aarhus 2017. Han synes, at det er positivt for Syddjurs at være med.

”Processen er en god øvelse for Aarhus i at se sig selv uden for Ringgaden. Det synes jeg, Aarhus viser sig i stand til. På alle måder har det været en god oplevelse”.

Borgmesteren finder det klogt, at bestyrelsen for Aarhus 2017 har bragt internationale kræfter ind til at stå i spidsen for projektet med mottoet ”Let's Rethink” - gentænke.

Godt samarbejde

”Det giver en udrulning, hvor vi ikke får lejlighed til at gå op i små geografiske skænderier men samles om det billede, ledelsen af Aarhus 2017 har været med til at lægge ud,” bemærker Claus Wistoft.

”Godt gammeldags samarbejde er noget af det, som er kommet ud af kulturhovedstadsprojektet,” tilføjer Kirstine Bille, formand i Udvalget for plan, udvikling og kultur.

”Dette gælder både internt i kommunen og med de nye samarbejdspartnere, vi har fået gennem de projekter, der er blevet støttet af kulturhovedstaden”.

Europæisk perspektiv

Kirstine Bille giver som et eksempel egnsteatrets trilogi ”Hjerterum”, der er med til at internationalisere og give både Syddjurs og Aarhus europæisk perspektiv.

Syddjurs Egnsteater samarbejder med tyske og norske teatre, og trilogien bliver vist både i Syddjurs og mange andre steder. Det er et af de kæmpemæssige samarbejdsprojekter, hvor Syddjurs er meget markant til stede.

”Jeg er glad for, at i mange af de 2017-projekter, Syddjurs er med i, er vi kommet ud over vores egen rampe og de nærmeste kommuner, så Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad - virkelig er blevet et regionalt projekt,” siger Kirstine Bille.

Løfter turismen

”Vi er kommet til at kende hinanden bedre i løbet af forberedelsen. Det tror jeg bliver rigtigt spændende for regionen og samarbejdet i fremtiden”. På turismesiden er skabt nye samarbejder, hvor Aarhus kan se sig selv som del af en større region, der har brug for os andre til at trække Aarhus-turismen.

”Nye hoteller er kommet til, og der sælges pakker, så når turisterne er i Aarhus, skal de selvfølgelig også se de ting, der er på Djursland og i særdeleshed Syddjurs”.

”Jeg håber, at vi ved at være med i nogle af disse pakkeløsninger, får løftet turismen i Syddjurs, så den stagnation, vi har kunnet se i antallet af overnatninger, bliver vendt. Det er ikke mange år siden, at Skagen overhalede Ebeltoft hvad angår overnatninger. Det skal vi have gjort noget ved”.

Økonomisk gevinst

Der er allerede kommet meget ud af Kulturhovedstadsprojektet. Borgere, foreninger, distriktsråd, kunstnere, forretningsfolk, turismeerhvervet samt kommunernes embedsmænd og politikere ser nu kultur, udvikling og turisme i et bredere perspektiv og arbejder bedre sammen end før.

Økonomisk vil Syddjurs også få en gevinst af at være med.

”Syddjurs har investeret cirka 1,3 millioner i kulturhovedstadsprojektet, og hvis tommelfingerreglerne holder, får vi pengene igen fem-seks gange,” afrunder borgmester Claus Wistoft.