Politiet advarer mod romaer, der prøver at standse bilister
"Vi kan ikke advare nok mod romaer, der prøver at snyde sig til penge. Der er rigtig mange romaer i Danmark for tiden," siger vicepolitiinspektør Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Politiet advarede i weekenden flere gange om romaer/udlændinge, der prøver at standse bilister for at sælge falske smykker.
De seneste par dage har budt på flere episoder, hvor folk ringer til politiet og advarer mod udenlandske plattenslagere, der prøver at narre dem.
Tirsdag morgen fik politiet meldinger om, at to mænd sprang ud foran biler i Tebstrup og prøvede at standse dem for at sælge 'guldringe'. Da politiet nåede frem, var de to mænd væk. Den ene havde fuldskæg og den anden lignede angiveligt en direktør. De kørte i en ældre sort Audi A6.
Samme formiddag var politiet ude på Nørremarken rasteplads på E45, hvor fire romaer havde overnattet, grillet og blandt andet brugte bænke som tørrestativ. De fire personer blev bedt om at forlade rastepladsen, idet det ikke er tilladt at campere på rastepladser ved motorvejen.