Rosenholm Festival vil have en snak med politiet
Arrangørerne er kede af et par trælse episoder og slagsmål uden for festivalområdet lørdag
?Mens alt åndede af fred og idyl inden for det indhegnede festivalareal, var der anderledes aktivitet 'uden for murene'.
“Vi var desværre vidne til at par trælse episoder, hvor unge kom i klammeri og slagsmål med hinanden lørdag aften og nat,” fortæller Annette Kjeldberg, formand for Rosenholm Festival.
Kræver snak med politiet
Et slagsmå ved Kiwi resulterede således i, at der måtte tilkaldes en ambulance.
“Heldigvis var der unge, som kom ned på festivalområdet for at advisere vores vagter og vores samaritter, som hurtigt løb op til Kiwi for at forhindre, at tingene ikke udviklede sig,” fortæller Annette Kjeldberg.
På baggrund af episoderne vil hun tage initiativ til et møde med de ansvarlige hos Østjyllands Politi.
“Vi har aftalt en klar arbejdsdeling med politiet inden festivalstart, at vi har ansvaret for festivalområdet, mens det, der foregår uden for festivalområdet, er politiets ansvar,” forklarer festivalformanden.
Hun håber, at Østjyllands Politi vil være med til at indgå i en dialog om, hvordan lignende episoder kan blive 'pillet ud af programmet' næste år.
“Jeg kritiserer ikke politiet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, men for mig at se handler det meget om, at politiet bliver mere synlige i bybilledet fredag og lørdag aften og nat, fordi det har en præventiv virkning i forhold til de mange unge, der befinder sig uden for festivalarealet,” siger Annette Kjeldberg, der også har en appel til de unges forældre om at tage mere ansvar for, hvad deres børn render og laver efter midnat i Hornslets bymidte.
Forældre har et ansvar
Rosenholm Festival serverer kun øl og spiritus til alle på 18 eller derover, og det er en af forklaringerne på, hvorfor de unge vælger at færdes i periferien af festivalområdet.
“Vi kan kun appellere til, at forældre har en klar holdning til, hvornår deres børn på 14, 15 eller 16 år skal være hjemme en fredag eller lørdag aften. Det synes jeg er en diskussion værdig, for vi ser desværre for mange unge, der er ude i nattelivet til langt efter midnat.”