Hvor skal solceller og vindmøller stå?
Det spørgsmål kan Aarhus Kommunes borgere nu hjælpe med at svare på
Hvilke områder skal Aarhus Kommune prioritere, når den planlægger placering af vindmøller og solenergianlæg?
Det spørgsmål kan kommunens borgere nu hjælpe med at svare på.
Magistraten behandler mandag en indstilling om at igangsætte den første offentlighedsfase for en temaplan om vedvarende energianlæg. I offentlighedsfasen bliver der - jævnfør planloven – indkaldt forslag og idéer til det kommende planarbejde.
Teknik og Miljø har allerede afholdt to workshops, hvor en lang række af interessenter kom med input til vigtige temaer, og der blev nedsat otte netværksgrupper til det videre arbejde. Netværksgrupperne er kommet med en række konkrete anbefalinger.
Niels-Peter Mohr, der er planchef i Aarhus Kommune, ser klare fordele i den tidlige involvering af interessenter:
"Jeg er glad for, at vi på et meget tidligt tidspunkt har involveret borgere og andre interessenter i det indledende planlægningsarbejde. Det betyder, at vi allerede har fået flere vigtige input til debatten. Jeg har blandt andet hæftet mig ved, at man anbefaler, at vi inddrager naboerne tidligt og direkte i en konstruktiv dialog, inden den endelige udpegning af vindmølleområder. Det er præcis det, som denne debat lægger op til," siger han i en pressemeddelelse.
- lny.