Nu kan vuggestueansatte kommunikere med forældre på arabisk
Charlotte har opfundet et værktøj, som hjælper på forståelsen mellem institutionsansatte og forældre, som ikke forstår dansk
"Husk at tage bleer med i morgen." "Får dit barn morgenmad?" "Vi har lukkedag på fredag." "Dit barn har været rigtig glad hele dagen."
Det er nogle af de beskeder, som de ansatte i landets vuggestuer og børnehaver tit har brug for at formidle til forældre til de børn, de passer. Men hvis forældrene ikke forstår et ord dansk, kan det være et større arbejde at få overbragt disse beskeder. Det har den 30-årige pædagogstuderende, Charlotte Oxholm Ørum, selv oplevet, da hun kom i praktik i vuggestuen Krudtuglen i Struer.
"Vi prøvede at kommunikere på mange måder. Med mundaflæsning, ved at pege på tøj, som børnene skulle have med. Men generelt lykkedes det ikke. Vi prøvede så med Google Translate-programmet, men fandt ud af, at dét absolut ikke var en god ide, for selv om programmet somme tider rammer plet, så er der samtidig en stor risiko for, at computeroversættelsen kan give anledning til nogle forfærdelige misforståelser," fortæller Charlotte, der tager sin uddannelse på VIA Campus i Holstebro.
Charlotte fik en god ide´. Hun fremstillede nogle specielle dialogkort med billeder af de genstande, der skulle kommunikeres omkring. Eksempelvis billedet af en flyverdragt, hvis forældrene skulle medbringe en sådan til barnet næste dag. På kortene skrev hun samtidig et kort udsagn eller et ja-/nej-spørgsmål på dansk, ligesom den danske sætning blev oversat til de sprog, som forældrene talte - blandt andet tyrkisk, arabisk, somali og tamilsk.
Kortene er nu forsynet med farvekoder og organiseret i nogle æsker, så de er lette at finde, og det har hjulpet utrolig meget på samarbejdet med de tosprogede forældre.
"Det er tydeligt, at forældrene sætter pris på det. De får følelsen af, at vi vil dem mere end bare 'godmorgen' og 'farvel', og vi kan ved hjælp af kortene klare massevis af informationer og småproblemer," forklarer Charlotte, som håber, at mange andre kan få gavn af hendes værktøj.
"Jeg har allerede fået enormt mange henvendelser fra andre institutioner, som synes, at idéen er rigtig god. Det siger mig, at de ting der frustrerede mig også frustrerer andre," siger Charlotte, som for kort tid siden stoppede sit praktikophold i Krudtuglen for at vende tilbage til skolebænken. Hun kunne godt tænke sig at videreudvikle sin idé og lave flere kort med udsagn, der er brug for i vuggestuens hverdag. Man kunne også forestille sig, at systemet kunne modificeres til også at blive brugt andre steder end i institutioner. Det kunne være på arbejdspladser eller asylcentre. Men det er alt sammen tanker, Charlotte håber at kunne udvikle videre på - måske i samarbejde med Studentervæksthuset på VIA Campus Holstebro eller sammen med et forlag.