Syddjurs Udviklingspark i Mørke til salg
Det ambitiøse erhvervsprojekt i de tidligere Milliken bygninger forventes at kunne indbringe tæt på 7 mio. kroner
?Syddjurs Udviklingspark i de tidligere Milliken bygninger i Mørke er sat til salg.
Det bekræfter både bestyrelsesformand Ole Brus Sørensen og borgmester Claus Wistoft (V).
Sidstnævnte sidder sammen med viceborgmester Kirstine Bille (SF) i bestyrelsen sammen med fem lokale erhvervsfolk.
Syddjurs Udviklingspark var for bare nogle år siden udset til at skulle være det store lokomotiv for erhvervsudviklingen i Syddjurs som både hjemsted for nye virksomheder og centralt kontor for den kommunale erhvervsservice, der blev udliciteret til Syddjurs Udviklingspark.
Efter to år med store underskud fik politikerne kolde fødder og trak tæppet væk under Udviklingsparken ved i stedet at placere erhvervsservicedelen hos Væksthus Midtjylland.
En udviklingspark, der er reduceret til udelukkende at fungere som udlejningsvirksomhed, er ikke en ambitiøs opgave for en bestyrelse på syv mand.
Derfor er bygningerne nu sat til salg i håb om, at privat investor vil byde sig til.
En mægler er sat på opgaven. Prisen på bygningerne med tilhørende arealer forventes at kunne indbringe tæt på 7 mio. kroner.