Fortsæt til indhold

Gadekulturen rykker ind på Ungdomsskolen

Longboard Workshop er navnet på en workshop for unge, der starter op mandag 27. juni på Ungdomsskolens nye kreative platform på Finlandsvej 5 i Skanderborg

Samfund
Arkiv

Sommerferiens Longboard Workshop er en invitation til unge i alderen 13-18 år. Under kyndig anvisning af Alexander S. Bengtsen, den danske producent og ejer af virksomheden Jibe Longboard, kan de i denne uge bygge deres eget longboard. Opgaven består i at både designe eget board, style det, montere hjul og trucks, griptape og afslutningsvis – naturligvis - at testkøre det.
For de uindviede ligner longboardet et forvokset skateboard, men blandt kendere vil longboardet være adgang til en helt ny livsstil og samværsform.
”Ifølge myten opstod longboardet, da surferne fra den amerikanske vestkyst gik på land, for snart mange år siden. Her var behovet for en landfast ”lillebror” som transportmiddel til landjorden og så var denne hybrid mellem rulleskøjter og surfboard opstået” forklarer Frank Oxholm Jensen fra Ungdomsskolen, der er involveret i workshoppen.
”Longboardet er coolness og cruiser livsstilen, der ligger lidt væk fra skateboardets mere trickbaseret verden. Det giver oftest også en større lyst hos pigerne til at være med, og der er de senere år har dannet en masse ”crews” i takt med at longboardkulturen er boomet – specielt i storbyerne.”
Værkstederne på Finlandsvej er ifølge Frank Oxholm Jensen den idéelle ramme for aktiviteter af denne slags. Fordelt på over 2000 kvadratmeter er der her plads til metal-, træ- og designværk, musik, café, klatrevæg og meget mere.
"Her kan vi kombinere et ungdomsmiljø med en læring gennem værksteder og give liv til de unge projekter og udtryk,” konstaterer Frank Oxholm Jensen, der glæder sig til at kunne invitere unge ind til Longboard Workshop og i øvrigt en masse andre aktiviteter efter sommerferien.
Har du lyst til at vide mere eller tilmelde dig workshoppen, så kontakt Ungdomsskolen på 87948794 eller kig forbi www.skanderborg-ungdomsskole.dk for tilmelding