Frivillige sørger for bredbånd til alle
Mens de store udbydere ruller fiberbånd ud på Djursland sørger en forening af frivillige for bredbånd til alle der vil være med
Hurtig netforbindelse ud i alle yderområder er et mantra, når politikerne taler om udvikling af landdistrikter. Og de store elselskaber har gang i at rulle fibernet ud fra by til by - alt efter om der er interesse for at tilslutte sig.
?Men alle kan få bredbånd, for i Norddjurs findes det alternativ, som hedder Primanet, som leverer trådløst bredbånd til sine medlemmer til en overkommelig pris.
“Primanet bygger på de gamle bredbåndsforeninger, hvor frivillige i internettets ungdom arbejdede for at brede internettet ud til alle, også til de yderste poster i landdistrikterne,” fortæller Jørgen Anton, Ørum. Han har taget hele turen med og er i dag bestyrelsesmedlem i foreningen Primanet.
“Primanet er en medlemsdreven forening med bestyrelse og generalforsamling. Det drives af frivillige, men er samtidig en fuldt professionel forretning. Vi har udviklet et forretningskoncept med fuldtidsansatte teknikere, kontorpersonale og en driftsleder på deltid,” fortæller Jørgen Anton.
Godt samarbejde
Kommunerne på Djursland har en målsætning om, at der skal være mulighed for 100/30 Mbit bredbånd til alle husstande på Djursland i 2020.
“Kommunerne arbejder ikke ud fra bestemte teknologier, men vil sikre hurtigt, stabilt og sikkert højhastighedsbredbånd. Vi ved, at det er vigtigt med et godt samarbejde med de trådløse bredbåndsudbydere, som kan levere bredbåndforbindelser også i områder, hvor der er langt mellem husene,” siger projektleder Maiken Bjerre Sørensen fra Norddjurs Kommunes IT- og digitaliseringsafdeling.
Og Primanet er klar til at spille sammen med kommunen for at sikre, at målsætningerne bliver opfyldt.
“Primanet leverer trådløst bredbånd til omkring 4.000 husstande på hele Norddjursland. Det sker fra aktivt udstyr og teknologisk helt opdateret udstyr fra omkring 285 placeringer på Djursland,” siger Jørgen Anton.
“Vi er en fuld professionel serviceorganisation, hvor vores faste teknikere servicerer Primanets medlemmer hvadenten man skal starte op eller have support.”
Bøvl-aftener
Men samtidig er Primanet stadig en medlemsbåren forening, hvor frivillige medlemmer er med til at skabe et godt og udviklende foreningsmiljø.
“Vi mødes hver onsdag aften i Primanets lokaler i Allingåbro, hvor de frivillige hygger sig og nørder til vores “bøvl”-aftener, hvor vi deler viden og hjælper hinanden med tekniske problemer,” siger Jørgen Anton.
Den medlemsbårne internetforsyning har en lang historie på Djursland, og går tilbage til omkring 2000, hvor frivillige ildsjæle startede Djurslands.net og kravlede rundt på folks tage og monterede “dåseantenner”.
Jørgen Anton ser stadig muligheder for den folkelige internetforsyning.
“Det kunne være sjovt, hvis vi kunne finde fælles fodslag igen og udnytte den goodwill vi har hos borgerne, når der skal internet ud til selv de mindste steder på Djursland,” siger Jørgen Anton.