Fortsæt til indhold

Hele mølleværket kører søndag eftermiddag på Ørnbjerg Mølle

Ørnbjerg Møllelaug inviterer indenfor på den store Mølledag søndag 19. juni med mulighed

Samfund
Af Martin Schultz

En af lokalområdets allersmukkeste naturperler er Ørnbjerg Mølle, og søndag 19. juni holder Ørnbjerg Møllelaug Åben Mølle i anledning af Dansk Mølledag med mulighed for at se gamle vind- og vandmøller over hele landet.
Ørnbjerg Møllelaug fejrer Mølledagen fra kl. 14 -17, hvor møllen kører og man kan få en pose mel med hjem - på eget ansvar. Desuden serveres der kaffe og kage, og møllelaugets medlemmer vil stå klar til at fortælle om møllens historie.
“De gamle danske møller er en enestående kulturarv, og på Mølledagen kan man besøge over 100 gamle vand- og vindøller over hele landet,” fortæller Birgit Wøhlk, som er formand for Ørnbjerg Møllelaug.

Gården nedbrændte

Ørnbjerg Mølle omtales første gang i 1552, da den var en herregårdsmølle under Lyngsbækgård, og den bliver drevet som mølle frem til 1961 med en rigtig møller på Ørnbjerg.
Møllen og gården overtages derefter af direktør Blegvad Stenz, som restaurerede mølle og gården nænsomt.
Naturstyrelsen overtog Ørnbjerg Mølle i 1980, og selve møllegården nedbrændte i 1988.
Den gamle vandmølle og nogle få bygninger stod tilbage og sank sammen, indtil et møllelaug af frivillige blev oprettet i 2009 og gik i gang med en restaurering af møllen i 2011 med støtte fra Augustinusfonden og A.P. Møller Fonden.

Birgit Wøhlk er formand for Ørnbjerg Møllelaug, som har sørget for restaureringen af møllen, og som har stået for mange andre forbedringer på den smukke naturperle i Ulstrup midtvejs mellem Ebeltoft og Feldballe. Foto: Martin Schultz

Møllehjulet kører

I dag er det de frivillige fra Ørnbjerg Møllelaug, som tager sig af stedet.
“Den restaurerede mølle blev indviet i august 2012. Vandet ledes henover møllehjulet, så det kører stille rundt hele tiden. Derefter fik vi opgravet en del af mølledammen, så vi i dag ved særlige arrangementer kan lade mølle køre og valse havre og male mel,” fortæller Birgit Wøhlk.
“Ørnbjerg Mølle er en oase af naturskønhed og kulturhistorie, og vi oplever at flere og flere mennesker kommer her for at finde fred og ro. Det er en fornøjelse, at så mange mennesker i dag kender Ørnbjerg Mølle, holder af stedet og passer på det,” siger Birgit Wøhlk.
Ørnbjerg Møllelaug har 75 medlemmer.
“De fleste er passive medlemmer, men vi er glade for kontingentet. Så er vi omkring 15 aktive, som frivilligt deltager i det løbende arbejde. Vi vil gerne være flere, og vi vil gerne have yngre mennesker med,” siger Birgit Wøhlk.

To shelters og toilet

I Svinehuset ved møllen har de frivillige lavet en plancheudstilling om stedet, menneskene og dyrene, og vil man have en rundvisning, kan de frivillige fra møllelauget også klare dette formedelst et mindre beløb.
De seneste nyheder på stedet er to shelters og et toilet, som Nationalpark Mols Bjerge har finansieret. De to shelters bliver brugt året rundt, og er blevet et meget besøgt aktiv på Ørnbjerg Mølle.

Kaffepause blandt de frivillige, som er mødt frem til onsdagens arbejdsindsats fra kl. 13 til 15. Det er fra venstre Ole Bisp, Kaj Pedersen, Jac Hansen og Birgit Wølk. Foto: Martin Schultz