Fyn leverer græsset til EM i fodbold
Vi mangler det danske landshold på græsset i EM-slutrunden i Frankrig, men Danmark er alligevel med, når der kæmpes om EM-trofæet.
Det er nemlig fynsk græs af blandingen 4turf rajgræs fra frøvirksomheden DLF der pryder nationalstadionet Stade de France og flere af de andre stadions. Det fortæller TV2 Fyn.
"Vi er rigtig glade og stolte over, at plænegræs fra DLF har kvalificeret sig til hovedparten af de franske stadioner, og vi er sikre på, at det danske græs vil holde helt frem til finalen. Blandingen er sammensat af de meget populære rajgræssorter, der kombinerer fine blade og stor skudtæthed med stor slidstyrke. Endelig har det en særlig styrke i kraft af stor hårdførhed, sygdoms- og stresstolerance," siger Søren Halbye, der er salgs- og marketingdirektør i DLF.
Græsset er ifølge TV2 Fyn lagt på halvdelen af de ti stadioner, der fordelt i ti franske byer. Hertil kommer træningsbaner, reservebaner til de 24 landshold i turneringen.