Tidligere skoledirektør vender tilbage til Syddjurs Kommune
Søren Valbak, tidligere direktør ved Syddjurs Kommune, er tilbage på rådhuset i Ebeltoft fra oktober 2016, hvor hans treårig åremålskontrakt som direktør for skoler og pasning i Kommuneqarfik Sermersooq i Grønland udløber
Søren Valbak vender pr. 1. oktober 2016 tilbage til Syddjurs Kommune i en stilling som projektchef/stabsmedarbejder med direkte reference til kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen.
Søren Valbak, der fylder 63 år 12. september 2016, fik bevilget orlov fra sit daværende job i Syddjurs Kommune pr. 1. oktober 2013, hvor som medlem af direktionen havde ansvaret for områderne familier, skole og pasning. Direktionssekretariatet, IT og borgerservice.
I stedet tiltrådte han et job som direktør for Børn, Familie, og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq i Grønland, der har hovedstaden Nuuk som fikspunkt og er den største kommune på øen.
Søren Valbak kom i 12. time med i direktionen fra Syddjurs Kommunes start i 2005 med børn, familier og skoler som sit ressort. Tidligere beklædte han samme stilling i Ebeltoft Kommune.
Han var oprindeligt ikke med på holdet, der skulle udgøre direktionen, da Syddjurs Kommune var i sin vorden, og positioneringen om topposterne var i fuld gang, men protester og benarbejde fra politikere med rod i Ebeltoft sikrede, at Søren Valbak alligevel kom med i direktionen.
Ikke med i ledelsen
I en orienteringsskrivelse til Syddjurs Byråd gør kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen rede for Søren Valbaks placering i den kommunale organisation, når han vender tilbage 1. oktober 2016: "Søren Valbak indgår som projektchef i Ledelsessekretariatet o?g vil opgavemæssigt referere til direktionen. Søren Valbak indgår ikke i koncernledelsen, men vil ad hoc kunne involveres heri med baggrund i konkrete projekter med videre."
Ikke grund til undren
Borgmester Claus Wistoft (V) siger, at han var fuldt ud klar over, at Søren Valbak havde mulighed for at vende tilbage til Syddjurs Kommune efter sin treårige åremålsansættelse i Grønland.
"Søren Valbak er tjenestemand og i en gruppe, hvor han er omfattet af en regel, der siger, at en ansat som opnår ansættelse ved Grønlands Selvstyre/kommuner med videre har ret til tjenestefrihed uden løn," siger Claus Wistoft.
"Hvis der er byrådsmedlemmer eller andre, som undrer sig, så er det sådan, det hænger sammen. Havde vi valgt at afslutte ansættelsesforholdet med Søren Valbak, da han bad om orlov, skulle vi have udbetalt ham tre års ventepenge, " tilføjer borgmesteren, der ikke vil sætte tal på, hvad direktørens tilbagekomst koster Syddjurs Kommune i kroner og øre.
Man gætter ikke forkert, hvis det er i omegnen af en million på årsbasis. Søren Valbak har fortsat et hus i Ebeltoft.