Fortsæt til indhold

22-årig kvinde havde skarpladt oversavet jagtgevær i sin bil

Samfund
Annette Schmidt

Tirsdag klokken 15.30 var politiet ude hos en 22-årig kvinde, hvor de i forbindelse med en anden politisag ransagede hendes bolig på Houmansgade i Horsens.
Patruljen på stedet bliver opmærksom på en bil, der er parkeret ved bopælen. Kvinden benægter i første omgang, at det er hendes bil. Politiet kan imidlertid se, at bilen er registreret i kvindens navn, hvorfor de vælger også at ransage bilen.
"Under føresædet i bilen finder vi et oversavet jagtgevær med to skarpe haglpatroner kaliber 12, en peberspray og ni gram hash," oplyser Peter Thaysen, Horsens Lokalpoliti.
Sagen er blevet vurderet af politiets jurister, der ikke mener, der er belæg for en varetægtsfængsling af kvinden, angiveligt fordi det er muligt, at andre har kørt i kvindens bil. Hun er derfor ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør.