Rend og hop
Udkast til pænt høringssvar til Århus Kommune fra Favrskov lyder hårdt oversat: Rend og hop
Når du taler med Favrskovs politikere vil de fleste af dem pakke det pænt ind, når talen falder på den seneste udvikling i lufthavnssagen, nemlig den undersøgelse som Rambøll har foretaget for at undersøge om en lufthavn ved Thomasminde har sin gang på jord.
Læser du det udkast til høringssvar som Favrskov Kommunes økonomiudvalg skal godkende på et ekstra økonomiudvalgsmøde på søndag - med kun et punkt, så er du ikke i tvivl; 'Planer om ny lufthavn: Rend og hop', lyder det hvis du kan læse imellem linjerne.
Med baggrund i analysen peges der på, at en ny lufthavn vil koste 3.4 milliarder kroner, næsten en milliard mere end først antaget. Og derudover er der forventet underskud de næste 20 år på mere end 1,5 milliarder kroner. Det svarer til et årligt driftstilskud på 75 millioner kroner.
Som forventet er Favrskov Kommune bange for de arealer der grænser op til Thomasminde og er bekymret for støj og manglende udviklingsmuligheder i området, hvis en ny lufthavn skal bygges. Kommunen støtter derfor forsat drift af lufthavnen i Tirstrup, lyder det.
Se også: Lufthavnsplacering: Favrskov skeptisk overfor lufthavn ved Thomasminde
Økonomiudvalget holder møde søndag klokken 20.00.
Se også: Aalborg Lufthavn ikke bekymrede over østjyske lufthavnsplaner
Et udkast af høringssvaret
Herunder kan du læse det foreløbige høringssvar, som Favrskov Kommune vil sende til Århus Kommune, hvis økonomiudvalget godkender odlyden på mandag.
"Analysen indeholder en række konklusioner, som efter Favrskov Kommunes opfattelse taler imod at arbejde videre med etableringen af en ny lufthavn ved Thomasminde. Anlægsbudgettet bør opjusteres til 3,4 mia. kr. Rambøll har i den supplerende analyse foretaget en kvalificering af Grontmijs anlægsbudget for en ny lufthavn. Det er Rambølls vurdering, at det samlede anlægsbudget bør opjusteres med 0,9 mia. kr., så det samlede anlægsbudget udgør 3,4 mia. kr. Likviditetsunderskud de første 20 år vil overstige 1,5 mia. kr. Rambølls beregninger viser, at en ny lufthavn vil have et likviditetsunderskud de første 20 år på mere end 1,5 mia. kr. (2025-værdi). Det betyder, at der vil være behov for et årligt driftstilskud på 75 mio. kr. de første 20 år. Rambøll konkluderer i analysen, at der er tale om en betydelig negativ business case, hvor investeringen ikke er rentabel i et kommercielt perspektiv. Rambøll vurderer endvidere, at en eventuel offentlig egenkapitalinvestering på 500 mio. kr. ikke vil være i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Det betyder, at der er tale om statsstøtte, som skal anmeldes og godkendes af EUkommissionen.
I den forbindelse konkluderer Rambøll, at der er betydelig usikkerhed om, den forudsatte offentlige støtte til drift og finansiering kan rummes indenfor statsstøttereglerne. Negativ samfundsøkonomisk effekt Rambølls analyse af de samfundsøkonomiske gevinster og omkostninger ved flytning af Aarhus Lufthavn til Thomasminde vil medføre en nettonutidsværdi på minus 1,28 mia. kr. Projektet er som en konsekvens heraf ikke samfundsøkonomisk rentabelt. Alle supplerende følsomhedsanalyser resulterer ligeledes i en negativ samfundsøkonomisk nutidsværdi.
Favrskov Kommune vil herudover pege på, at en eventuel ny lufthavn ved Thomasminde vil have betydelige negative konsekvenser for kommunens byudvikling. Start- og landingsbanen til en ny lufthavn ved Thomasminde planlægges i øst/vestlig
retning, hvilket vil have markante støjmæssige gener for borgerne i et større område mellem Hadsten og Hinnerup. Støjen fra lufthavnen vurderes at være en stærkt begrænsende faktor for byudviklingsmulighederne i området. Favrskov Kommunes byudviklingsmuligheder er i forvejen begrænset af store grundvandsforekomster, som udgør en væsentlig del af Aarhus Kommunes drikkevandsforsyning. Det er derfor af afgørende betydning for Favrskov Kommune, at der fortsat kan ske byudvikling i området mellem Hadsten og Hinnerup. Favrskov Kommune finder det vigtigt, at der i det østjyske område er en velfungerende og konkurrencedygtig lufthavn. Derfor har Favrskov Kommune sammen med de øvrige fire ejerkommuner de senere år engageret sig i lufthavnens udvikling og som led heri tilført lufthavnen ekstra resurser. Det har vi gjort i forventning om at kunne bidrage aktivt til at vende den negative passagerudvikling. Det er Favrskov Kommunes vurdering, at den fremtidige udvikling af lufthavnen i Tirstrup vil kræve en fokuseret og målrettet indsats, som kræver enighed om strategien
og de fremtidige mål for lufthavnens udvikling. For at sikre optimale betingelser for at udvikle den nuværende Aarhus Lufthavn indgår Favrskov Kommune gerne i drøftelser med de øvrige ejerkommuner og andre relevante aktører om en ny fremtidig struktur, strategi og en eventuel ændret ejerkreds."