Hornslet Kirke inviterer til fællesspisning i Sognegården som led i ny kampagne
'Danmark spiser sammen' , som Hornslet Kirke er en del af, er et led i Folkebevægelsen mod Ensomheds kamp for at mennesker kan være sammen,
Flere end 60 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder er for første gang nogensinde gået sammen for at skabe Folkebevægelsen mod Ensomhed.
Folkebevægelsen mod Ensomhed har sammen med Nordea Fonden lanceret en stor indsats, 'Danmark Spiser Sammen', der har som intention at skabe muligheder for, at mennesker kan mødes, spise sammen og lære nye mennesker at kende.
Hornslet Kirke er hoppet med på vognen, fordi man også her ønsker at skabe mulighed for fællesskab på tværs kultur, alder og religion.
"Måltider er en god måde at mødes på - også når man ikke kender hinanden så godt. Når vi spiser sammen, styrker vi fællesskabet og skaber gode rammer for nye fællesskaber," siger Susanne Kristophersen fra Hornslet Menighedsråd.
Alle kan være med
"I Hornslet Kirke vil vi gerne tage madstafetten op og skabe rammer for, at mennesker kan mødes og lære hinanden at kende på tværs af kulturer, generationer og religioner," siger Susanne Kristophersen.
Store og små, nye i Danmark og i Hornslet og dem, der altid har været her, de tilbageholdne, de nysgerrige, de sultne med flere inviteres- til at spise med i Hornslet Sognegård tirsdag 14. juni klokken 18.30.