Fortsæt til indhold

Vi har det varmeste vejr i hele Europa

Vejrmæssigt er Europa vendt på hovedet i disse dage. Danmark og Sverige har førertrøjen på

Samfund
Jacob Nielsen

Michael Bundesen fik ret, da han i Shu-bi-dua-sangen, Costa Kalundborg, sang "Så er du træt af syden, sne og slud, så ta' til det varme nord."
Et kig ned over Europas vejrkort netop nu afslører, at vi i Danmark og Sverige har intet mindre end Europas bedste og varmeste vejr i disse dage.
I London er der sølle 12 grader, i Paris 13, Lissabon 21, Nice 18, Rom 22 Munchen 21 og Bukarest 25, mens vi i København måler hele 28 grader og i Stockholm 29. Sydpå er det kun i Athen, man kan være med.
"Helt usædvanligt," kalder vagtchef hos DMI, Henning Gisselø, det. Han har dog en god forklaring på det nordiske varme-eventyr.
"Det er helt usædvanligt, at vi fører an på dette tidspunkt af året. Men det er også usædvanligt, at det store lavtryk, som ligger over Centraleuropa bliver ved med at ligge der og give køligt vejr med regn, torden og oversvømmelser. Vi ligger på nordsiden af lavtrykket og har fået pumpet varm luft op til os fra sydøst i mere end en uge samtidig med, at kold luft siver ned over England, Frankrig, Portugal og Spanien," fortæller Henning Gisselø til Lokalavisen.dk.

Omslag

Husk dog at nyde varmen, mens vi har den. Ifølge Henning Gisselø fra DMI vil lavtrykket over Centraleuropa snart begynde at trække væk. Det vil give bedre vejr længere sydpå, men vil samtidig give et vejromslag her til lands torsdag i næste uge og sende temperaturne fra de 25-28 grader ned til omkring de 20.