Frijsenborg Motion aflyst
Jagtlejeres protester fik Frijsenborg Gods til at indskrænke løbsarealet, fortæller arrangør
Der bliver ikke løbet, travet eller cyklet igennem Frijsenborg Gods til Frijsenborg Motion i 2016.
Det fortæller Jesper Tikiøb, der siden 2009 har stået som arrangør af Frijsenborg Motion, med over 1200 deltagere de sidste par år.
"Frijsenborg Gods har fortalt mig, at jagtlejere har protesteret over at Frijsenborg Motion bevæger sig på arealer, de også benytter sig af. Derfor har de indskrænket de arealer Frirjsenborg Motion kunne bevæge sig på," fortæller Jesper Tikiøb til FavrskovPosten.
Godset har åbenbart taget konsekvensen af kritikken fra jagtlejerne og endda i to omgange indskrænket det areal som motionsløb og trail kunne afvikles på.
Derfor er det ifølge Jesper Tikiøb ikke muligt at afvikle løbet som et unikt løb i rammer, hvor man normalt aldrig vil få adgang til.
"Jeg kan ikke se mig i det, Hvis jeg ikke føler, at det produkt jeg vil levere, ikke lever op til det det skal være. Derfor vælger jeg at aflyse," siger han til FavrskovPosten.
"Det er ikke godt nok. Hvis jeg ikke kan fastholde troværdigheden, så er jeg nødt til at aflyse.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Frjisenborg Gods, FavrskovPosten arbejder på sagen.
De 365 tilmeldte vil få deres penge igen, oplyser han.
"Det er ikke på grund af for få tilmeldinger. Det var fint nok her 14 dage før løbets start. Tendensen er, at man melder sig i sidste øjeblik. Vi havde en klar forventning om, at over 1000 ville dukke op, i lighed med de forrige år, hvor 1200 var tilmeldt. Desuden plejer der at være 200 tilmeldinger på dagen," forklarer Jesper Tikiøb.
"Naturligvis får vi et tab på det her. Vi har blandt andet haft aftaler med leverandører og brugt penge på markedsføring."
Han understreger, at han intet dårligt har at sige om samarbejdet med Frijsenborg Gods. Han har samarbejdet med godset i forbindelse med forskellige events i mere end 15 år.
Se Jesper Tikiøbs fulde forklaring her
Jesper Tikiøb forklarer i en pressemeddelelse om baggrunden for sin beslutning. Du kan læse den i sin fulde længde her:
"Vi har den 27. maj modtaget besked fra Frijsenborg Gods, om at de alligevel ikke kan stille de arealer til rådighed for trail distancen, som først aftalt. Dette skyldes alene massiv kritik fra godsets jagtlejere.
Efterfølgende har godset stillet et areal til rådighed for trail distancen i Hammel Skov, hvor blandt andet dele af det permanentet mountain bike spor kunne benyttes. Den relativt lange strækning frem og tilbage fra Frijsenborg Slot til Hammel Skov kan ikke betegnes som trail terræn, ligesom terrænet i Hammel Skov normalt ikke er lukket for offentligheden og således ikke unik. Det betyder, at vi ikke længere kan levere den vare vi har solgt, hvorfor en naturlig konsekvens heraf er en aflysning af trail distancen. Vi takker Frijsenborg Gods for deres forsøg på at anvise alternativt terræn.
31. maj modtager vi skriftlig besked fra Frijsenborg Gods, om at de bliver nødt til yderligere at indskrænke de aftalte arealer. Denne gang berører det de velkendte og etablerede ruter, som vi har benyttet delvist siden 2009 og helt siden 2012. Ruter som efter aftale også skulle benyttes i år. En sådan meddelelse her godt 14 dage før løbet er uventet og overraskende for os. Ikke mindst set i lyset af, at vi har været enige om fortsættelsen af arrangementet siden afviklingen af 2015 udgaven. Indskrænkningen begrundes igen med massiv kritik fra jagtlejerne. Vi tilbydes at løbe en sløjfe i slotsparken for at kompensere for de manglende kilometer ude i terrænet.
Indskrænkning af de allerede etablerede ruter betyder, at vi ikke længere kan tilbyde det velkendte kvalitetsprodukt i de unikke rammer.
På denne baggrund har vi således besluttet helt at aflyse Frijsenborg Motion 2016. Det gælder for alle tilbudte discipliner, herunder også motionscykelløbet. Vi er naturligvis ærgerlige og skuffet over at præmisserne for vores skønne og folkelige arrangement uventet er blevet ændret så tæt på afviklings datoen. Ikke mindst tænker vi på de mange deltagere, der nu siden 2009 har haft en herlig og særlig aften i de fantastiske rammer ved og omkring Frijsenborg Slot.
Motionsfolket er dog ikke sådan at slå ud, så vi er sikre på at vores mange deltagere nemt finder et andet godt motionsløb at deltage i.
Frijsenborg Motion har været afviklet siden 2009 med start og mål ved Frijsenborg Slot. Cirka 90% af det benyttede terræn har været det samme igennem alle årene. Tak til Frijsenborg får et godt samarbejde igennem mange år. At tingene så ikke kan lykkedes i år skal vi være de første til at beklage."