Fortsæt til indhold

Hornslet IF måtte bøje sig for topholdet

Alexander Weldingh var igen på pletten og scorede begge mål i Hornslet IF’s 3-2 nederlag til topholdet Helsted Fremad IF

Samfund
Af Martin Schultz

Det var to hold med selvtilliden i orden, som fredag aften mødte hinanden på Hornslet Stadion.
Hornslet IF havde i runden forinden hentet en overraskende sikker sejr på 5-2 på udebane over Randers Freja i en kamp, hvor holdets topscorer Alexander Weldingh havde fået indstillet sigtekornet korrekt og scorede Hornslets fire første mål. Jesper Josiassen scorede Hornslet IF's femte mål i den flotte udebanesejr, som dermed satte en kæp i hjulet på en af oprykningskandidaterne.
Fredagens gæster fra Helsted Fremad IF havde i deres foregående kamp savet oprykningskandidaterne fra Grenaa IF over med 6-1 og har sat på førstepladsen i rækken.
Hornslet IF kunne med en sejr ødelægge festen for holdet fra Helsted og selv rykke op i hælene af oprykningskandidaterne, men Helsted Fremad IF er et godt hold med gode offensivspillere og vandt da også kampen i Hornslet med 3-2 efter en lige kamp.

Målløs første halvleg

Hornslet IF måtte undvære Mads Kirkebæk med karantæne og flere spillere var ude med skader.
En første halvleg med mange chancer til begge hold endte målløs, men gæsterne bragte sig foran kort ind i 2. halvleg foran 1-0 i en situation, som ifølge Hornslet IF's træner Peter Møller Thomsen lugtede af frispark til hjemmeholdet, da en af Helsteds spillere sled sig fri i feltet og scorede.
Med godt et kvarter tilbage kom der igen gang i målscoringen, da Helsted Fremad IF kom foran med 2-0.
Minuttet efter reducerede Alexander Welding til 2-1, men med otte minutter igen kom Helsted Fremad IF foran med 3-1 på et godt langskud uden for feltet.
Gæsterne spillede de sidste minutter med en mand i undertal efter en udvisning efter en advarsel, og det lykkedes Hornslet IF at reducere til 3-2 i dommerens tillægstid, da Alexander Weldingh eksekverede et straffespark, dømt for hands i feltet.

Spillede lige op med topholdet

”Det var en jævnbyrdig kamp, hvor vi spillede lige op med topholdet. Men Helsted Fremad IF havde det held og det momentum, som tit følger et tophold, og så var de mere kyniske i de afgørende situationer. Men jeg mener, at 6-6 ville have været et retvisende resultat,” siger Hornslet IF's cheftræner Peter Møller Thomsen.
Jeppe Horsdal blev valgt til kampens spiller efter en flot indsats på midtbanen.
Hornslet IF spiller lørdag kl. 13.00 på udebane mod et af bundholdene Vejlby IK, som i søndags blev taberdømt efter slet ikke at være mødt op til kampen mod Grenaa IF