Fortsæt til indhold

Det er slut med at ryge til udpumpning

Mange tror fejlagtigt, at man stadig kan ryge til udpumpning på hospitalet. Men metoden benyttes ikke mere.

Samfund
Jacob Nielsen

Mange har i deres unge dage oplevet at ryge til udpumpning efter en ordentlig brandert. I den brede offentlighed er der stadig en opfattelse af, at det er kuren mod alt for meget alkohol, men sandheden er, at udpumpning hører til fortiden på de danske hospitaler. Den gammeldags behandlingsform har nemlig ingen effekt, skriver Hvidovre Avis.
"Alkohol går meget hurtigt i blodet. Det samme gælder i øvrigt for piller og stoffer. Så det giver ingen mening at udpumpe. Det hjælper simpelt hen ikke. Hvis man har spist noget meget giftigt, kan man inden for en time måske bruge udpumpning - men ellers ikke," siger sygeplejerske på Hvidovre Hospitals Akutmodtagelse, Lars Juul, som fortæller, at han ikke har været med til en udpumpning siden 2007.
Overlæge på Amager Hospitals Akutklinik, Jens Rasmussen, bekræfter, at udpumpning ikke benyttes mere. Han siger, at det ikke kun er på grund af manglende effekt. Udpumpning indebar nemlig også stor risiko.
"Ved udpumpning får man et ret tykt rør ned gennem halsen og ned i maven. Det kan gøre skade på halsen, og så giver det stor risiko for at kaste op og for, at opkastet ender i lungerne, hvilket kan give lungebetændelse," siger Jens Rasmussen til Hvidovre Avis. Han nævner, at man alternativt kan give patienterne aktivt kul, som trækker alkoholen eller giftstoffet ud af kroppen gennem tarmene, og ellers er det bare tiden, der skal gøre arbejdet. Man lader simpelthen de fulde koge branderten ud, mens man observerer dem tæt.