Fremtiden er uvis for Sportigan Rønde
Kirsten Kattrup stopper 1. juli 2016, men uden at vide, om butikken på Hovedgaden i Rønde lukker og slukker
Indehaver af Sportigan Rønde, Kirsten Kattrup, 47, troede, at alt var i sin skønneste orden, da hun forleden kunne melde ud i en artikel i Adresseavisen Syddjurs, at hun havde en køber på hånden.
Læs også: Rønde: Sportigan kommer på nye hænder
Sportspigen fra Mols fik sin egen forretning
Selv har hun længe gerne villet lægge op, fordi hun lider af den kroniske sygdom, fibromyalgi.
Den betyder hver dag kroniske og diffuse muskel- og ledsmerter – ofte ledsaget af træthed.
Derfor har hun haft svært ved at passe butikken og har måttet ty til hjælpere.
“Reelt kan jeg vel holde til at arbejde 6-8 timer pr. uge, og det duer ikke, for det påvirker selvfølgelig økonomien i butikken, at jeg ikke selv kan stå bag disken,” siger Kirsten Kattrup.
Troede den var hjemme
Hun troede, at butikkens fremtid var sikret, da en interesseret køber meldte sig på banen, men denne plan er blevet forpurret.
“Det var meningen, at køber skulle leje butikslokalerne med tilhørende baglokaler. Min mand og jeg ejer det,” fortæller Kirsten Kattrup.
“Jeg troede, at jeg havde en aftale med Sportigan, at man her var med på, at Sportigan fortsat skulle pryde butiksfacaden, men det havde jeg ikke alligevel, viste det sig på et møde tidligere i denne måned, hvor min revisor og jeg mødtes med administrerende direktør Lars Elsborg fra Sportigan.
“Her fik jeg at vide, at min butik ikke levede op til de kvalitetskrav, som Sportigan stiller for en butik, og derfor kunne der ikke blive tale om at indgå en ny samarbejdsaftale,” fortæller Kirsten Kattrup, der sammen med sin revisor overfor Lars Elsborg efterlyste en pris på, hvor meget der skal investeres i butikken for at gøre Sportigan tilfreds.
“Vi har ikke hørt noget siden,” siger en frustreret Kirsten Kattrup.
Plads til en sportsbutik
Lars Elsborg, administrerende direktør i Sportigan, bemærker, at Kirsten Kattrup aldrig har underskrevet den tidligere samarbejdsaftale med Sportigan, men det er ikke afgørende.
“Vi har i Sportigan kendt til Kirsten Kattrups sygdom og har gerne villet beskytte hende,” siger Lars Elsborg.
“Men det korte af det lange er, at to sportsbutikker i Rønde er en for meget. Der er simpelthen ikke omsætning nok i byen til at drive to sportsbutikker.”
Lars Elsborg vurderer, at en Sportiganbutik i Rønde skal være god for 4-5 mio. kroner.
“Mit råd til Kirsten er, at hun straks tager kontakt til indehaveren af den anden sportsbutik i Rønde (Sport1, der indehaves af Erik Nymann, Kolind, red.). Vi har fra Sportigans side ikke mulighed for at gøre det, men jeg tror på, at de to parter sammen kan finde en løsning, som også Kirsten bliver tilfreds med,” siger Lars Elsborg.
Stopper 1. juli
Kirsten Kattrup lukker skodderne til 1. juli 2016.
“Det er dog muligt, at jeg vil holde åbent fredag og lørdag i juli plus til Open by Night i Rønde, fordi jeg har et stort varelager, der skal tømmes,” siger Kirsten Kattrup.
Lokalavisen følger op på sagen.