Fortsæt til indhold

Skoleskibet kommer til Horsens

Samfund
Lotte Gyldenvang

Der bliver masser af liv på kajen, når Skoleskibet Danmark kommer til Horsens onsdag den 8. juni. Det skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

Sejlere fra Horsens Sejlklub eskorterer i deres både skibet ind i havnen cirka klokken 10, når Skoleskibet anløber Horsens Havn som den eneste havn i Danmark.

Skibet ligger til ved Jernlageret, og i den forbindelse kommer der til at foregå en række spændende aktiviteter på kajen for folk i alle aldre.

For eksempel kan man i cirkusvognen blive forvandlet til en vaskeægte pirat med både skægstubbe og sømandstatoveringer.

Ved workshop-containeren kan man få en klap for øjet eller lave sin egen korkbåd, som søsættes i en af vandlegepladsens store vandbaljer.

Der bliver desuden holdt ”Åbent skib” onsdag og torsdag fra kl. 14-16, hvor man kan komme ombord og se nærmere på Skoleskibet Danmark.

Skoleskibet Danmark forlader Horsens Havn igen fredag den 10. juni klokken 10.00, hvor borgmester Peter Sørensen personligt vil ønske kaptajn og besætning ”god vind.”

Læs mere om skibet og besætningen på https://www.martec.nu/da/skoleskibet