SCOOTERRÆS: To-årige Tue tog fusen på alle
Dagplejebørnene kørte fredag om kap i Østergade i Hammel
Masser af barnevogne i Hammel satte fredag formiddag kursen mod Østergade belæsset med børn og små plastikscootere. Det årlige ræs for dagplejebørnene skulle køres klokken 10.
Normalt får dagplejerne støtte fra politiet, men de to lokale betjente, Arne og Jesper, var på andre opgaver, så de havde lånt en kasket ud til Allan Bo Andresen, der som tidligere professionel cykelrytter ved alt om at starte et ræs.
"Der er nogen af dem, som virkelig er tændte," sagde han, inden han kaldte feltet til den gule startlinje.
Når I når op til den anden ende og stregen der, så er der saftevand, boller og diplomer," lød det, og så talte han ned.
"Tre-to-en-kør!"
Alles øjne var rettet mod feltet, som langsomt kom igang. Og pressens kamera fulgte de forreste, troede den udsendte journalist.
Men Tue på to år, som daglig bliver passet hos dagplejer Birgit Schou, holdt allerede på den anden side af målstregen. Han tog fusen på alle konkurrenterne ved at snuppe fortovet i al ubemærkethed. Her var ingen trængsel, men en sikker sejr i sigte.
KonditorBager i Østergade havde sponseret de lækre boller, mens Danske Bank kom med den store Pondus, diplomer og lidt godt ved siden af.