Fortsæt til indhold

Ny træner i FCN - tysk disciplin skal styrke holdet

FC Nordsjælland har ansat tysk træner

Samfund
Martin Warming

FC Nordsjælland tilføjer tysk mentalitet til trænerteamet. Otto Addo vil fra på mandag være en del af trænerteamet i FC Nordsjælland, som assistenttræner. Addo er født og opvokset i Tyskland og har en lang Bundesliga-karriere bag sig. Han har også spillet VM i 2006 med Ghana.
"Vi har været på udkig efter en træner, som forstår både den europæiske og afrikanske mentalitet. Otto er født og opvokset i Tyskland og har med godt 300 Bundesliga-kampe et naturligt kendskab til den tyske moral og disciplin, som vi mener, vil være vigtig for at få vores spillere til at forstå, hvad det kræver at spille på det højeste niveau", siger sportschef Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.
Otto Addo har vundet den tyske Bundesliga med Borussia Dortmund og spillet i UEFA Cup-finalen, og cheftræner Kasper Hjulmand glæder sig til at arbejde sammen med Otto Addo.
"Otto ser fodbold på samme måde, som vi ønsker at spille her i FCN, og hans karriere både som træner og spiller i Tyskland har givet ham værdifuld erfaring. Den erfaring vil blive vigtig for vores arbejde i dagligdagen på træningsbanen både for vores spillere, men også for resten af trænerteamet", fortæller cheftræneren.
Jeg glæder mig virkelig til denne nye mulighed, og jeg glæder mig til at møde mine nye trænerkolleger og selvfølgelig spillerne. Jeg er begejstret for det talent, som allerede er i klubben, og som jeg selv har stiftet bekendtskab med, når vi har mødt FCN's ungdomshold i træningskampe. Det talent krydret med spillere fra Right to Dream, vil give os en unik chance for at udvikle spillere til det højeste niveau," siger Addo selv om sit nye job.