Jernplader og hegn udfordrer de kælkeglade i Ulvedalene
Det Kongelige Teater graver tunneller for foden af de populære kælkebakker, herunder Djævlebakken, og arbejdet gør det farligt at kælke
Dramaet har indtaget Ulvedalene denne vinter, hvor scenen til dels er sat af Det Kongelige Teater. Og nej, det er ikke Kong Arthur, som allerede er trådt op på de skrå brædder, det gør han først til sommer, men det handler alligevel om ham og den kommende forestilling i Dyrehaven.
Der skal nemlig graves et par tunneller under og ved det sted, hvor scenen opføres, så det bliver endnu nemmere at opføre de store teaterstykker, uden at skulle lave for meget om over jorden.
Og i forbindelse med det arbejde har entreprenøren lagt store jernplader ud for foden af bl.a. den berømte Djævlebakken, som kælkeglade i hundredevis valfarter til fra nær og fjern, når sneen har lagt sig.
Ikke nok med, at der ligger jernplader, som stikker op hist og her under sneen, der er også sat hegn op for at afskærme arbejdsområdet. Hele 'scenografien' gør det ikke alene besværligt at kælke, det gør det også farligt, fortæller Kurt Høyer, der bor i Charlottenlund, og ofte traver en tur i Ulvedalene sammen med hustruen Vibeke.
Mange skuffede børn
Det gjorde de også i søndags, hvor Dyrehaven var klædt i hvidt.
"Der var masser af børn og forældre, som var gået den lange vej til Djævlebakken, og som nu stod med åben mund og sagde i kor, at det kunne man da ikke tillade sig sådan at ødelægge en sjov og dejlig oplevelse. Det var alt for farligt - og de måtte gå slukørede hjem", siger Kurt Høyer og tilføjer:
"Jeg synes godt, man kunne have været mere smidig og tage hensyn, da man lagde pladerne ud, det er trods alt københavnsområdets bedste kælkebakke".
Som nævnt står Det Kongelige Teater bag gravearbejdet, og det er også teatret, der er bygherre, fortæller skovrider i Dyrehaven, Hans Henrik Christensen. Det er altså ikke hans arbejdsgiver, Naturstyrelsen, som har ansvaret for dette projekt. Men skovrideren og hans kolleger har vist entreprenøren til rette og anvist kørselsveje mv.
"Når vi står som ansvarlige for større projekter som for eksempel den nye kyststi ved Springforbi, sørger vi altid for at sætte informationsskilte op. Det har vi bedt entreprenøren om at gøre her i Ulvedalene, og skiltene skulle komme op inden for få dage", forklarer Hans Henrik Christensen.
Til glæde og gavn
Han kan godt sætte sig ind i, at det er ærgerligt, at det er besværligt og farligt at kælke, når der er jernplader og hegn, men han minder om, at det er en arbejdsplads og at arbejdet er til glæde og gavn, når det er overstået.
"Jo mere, der flyttes under jordoverfladen af teknik, transportgange osv. til de store forestillinger, jo mindre belastes naturen over jorden til glæde for både mennesker og dyr".
For få år siden blev der bygget et teknikrum på 300 kvm under jorden. Nu suppleres det altså af to tunneller.
"Heldigvis er der flere andre gode kælkebakker i Dyrehaven, blandt andet Sandskredet ikke så langt herfra, og ellers er der jo Holtekollen i Geels Skov", siger Hans Henrik Christensen, der til gengæld helst så, at Djævlebakken slet ikke blev brugt som kælkebakke. Slet ikke, når der ligger så lidt sne som nu.
Mountainbikerne er værst
"Det slider alt for meget på planterne, og når de ikke kan vokse der længere, forsvinder jorden, og dermed ødelægges det karakteristiske landskab. De, der truer Djævlebakken mest, er dog mountainbikerne, som tonser ned ad bakken. De må slet ikke være her, for det er forbudt at cykle - og at ride - uden for stierne i Ulvedalene", understreger skovrideren.