Fortsæt til indhold

Unge talenter på kanten i stærkt show

Mandag kl. 18 er der audition for optagelse til næste sæsons talentlinje i Kulturskolen Syddjurs. Årets elever viste en udtryksfuld forestilling på Kulturhotellet i Rønde forlede

Samfund
Af Martin Schultz

Det er altid med stor spænding, at man sidst i maj møder op for at se Shanghai Akademiets årlige forestilling. Her skal de unge mennesker, som har arbejdet intenst og koncentreret med at udvikle evnerne indenfor sang, musik og dans vise publikum, hvad de har arbejdet med og hvorledes talentet er blevet slebet til under træningen og øvningen med passionerede lærere.
Til dette års forestilling var holdet tilbage i egne rammer på Kulturhotellet efter at have været på gæstespil på Glasmuseet Ebeltoft og Fregatten Jylland, mens Kulturhotellets sidefløj blev genopført med en ny teatersal.

Visuel udfordring

Årets forestilling Kant slog et tankevækkende tema an, og Teatersalens mørke scenerum gav de optimale betingelser for en stærk visuel og indholdsmæssig oplevelse.
Kant var ikke en sammenhængende fortælling, men en kalejdoskopisk præsentation af store og små følelser med stærke virkemidler med lys, lyd og bevægelse.
Hovedkraften bag stykket var Shanghai Akademiets afgående danselærer Merete Smedegaard, som forståeligt nok havde sat sine dygtige dansere i forgrunden som en evigt pirrende visuel udfordring i mange flotte og sofistikerede optrin.

Der trækkes i trådene i det svære liv. Fra forestillingen Kant. Foto: Sune Kragelund Wyrtz

Lidt ligesom Beatles

Men også talenttruppens sangere og musikere var særdeles se- og hørværdige i mange forskellige lydbilleder, som understøtter den evigt foruroligende stemning, som knytter sig til det at være på Kanten, fysisk, følelsesmæssigt og stemningsmæssigt.
Det var også glædeligt at opleve, hvor dygtige Shanghai Akademiets strygergruppe var blevet, som i deres bidrag til helheden fremkaldte Yesterday-associationer, hvis nogen husker Beatles' leg med strygeinstrumenter i deres følsomme ballade fra 1965.
Nye talenter er velkomne i Shanghai Akademiet og der holdes audition mandag 13. juni kl. 18 på Kulturhotellet i Rønde. Unge fra 12 til 18 år kan søge ind på en af de fire linjer for dans, musik, band og klassisk. Tilmelding til audition skal ske til Kulturskolen Syddjurs.

Fra forestillingen Kant. Foto: Sune Kragelund Wyrtz
Fra forestillingen Kant. Foto: Sune Kragelund Wyrtz
Applaus til Shanghai Akademiets sangere. Foto: Martin Schultz
Applaus til Shanghai Akademiets rytmiske band. Foto: Martin Schultz
Applaus til Shanghai Akademiets klassiske ensemble. Foto: Martin Schultz