"Her har jeg oplevet, hvad integration er"
"Vi kan lære rigtig meget af de kommuner, deriblandt Furesø, der for alvor tager hånd om integrationen", siger Martin Lidegaard efter besøg hos emballagevirksomheden Farusa
Flere og flere folketingsmedlemmer kigger på Furesø, når det gælder integrationen af flygtninge. Først kiggede Mette rederiksen (S) forbi, og forleden dag var det så den tidligere udenrigsminister, den radikale Martin Lidegaard, der kom på besøg.
Rammerne for besøget var emballagevirksomheden Farusa, der holder til i Farum. En familieejet virksomhed med rødder helt tilbage til 1920'erne, men som i dag også gør et stort stykke arbejde for at hjælpe integrationen på vej.
Sidste år tog Farusa tog flygtninge i jobpraktik, og i dag er Yusuf, der var den ene praktikant, ansat med løntilskud. Målet er, at han bliver fastansat i løbet af 2016.
"Erhvervslivet i Furesø har indgået en særlig partnerskabsaftale med kommunen om at løfte opgaven med at integrere de flygtninge, der kommer hertil, og samarbejdet er godt, så derfor er det helt naturligt, at vi hjælper til", siger Arne Hammer fra Farusa og tilføjer, at Farusa gerne hjælper Yusuf med at få sit højeste ønske nemlig at blive selvforsørgende til at gå i opfyldelse.
"Vi finder jo hurtigt ud af, om de, vi har i jobpraktik gerne vil arbejde, og det vil Yusuf", lyder det fra Arne Hammer.
Jobpraktik virker
At komme i arbejde er noget, der virker på integrationen. I hvert fald hvis man spørger Yusuf. Han er fra Somalia og har været i Danmark i to år. Det første år var han på asylcenter og gik på sprogeskole.
"Men da Yusuf begyndte hos os, kunne vi næsten ikke forstå ham", fortæller Martin Mikkelsen, der er produktionschef hos Farusa.
Sådan er det ikke længere, for med den daglige gang i produktionen, hvor der tales med kolleger, er Yusuf blevet meget bedre til dansk.
"Det er her, jeg lærer at bruge sproget", siger han selv og fortæller, at han er 20 timer om ugen hos Farusa, mens han fortsat går på sprogskole. Noget, som ledelsen hos Farusa har bestemt.
"Vi syntes, at der stadig er behov for den støtte, som sprogskolen giver. Men når Yusuf begynde i job med løntilskud, kommer sprogskoleundervisningen til at ligge i aftentimerne", forklarer Martin Mikkelsen.
Forløbet med Yusuf hos Farusa imponerer Martin Lidegaard.
"Det er jo sådan, det skal gøres", siger han og understreger det bemærkelsesværdige ved, at Yusuf har været et helt år på Sprogskole via asylcentret og næsten intet har lært.
“Jeg synes, der gøres et fantastisk stykke arbejde. Kommunen åbner sammen med virksomhederne deres døre, og sammen med de medarbejdere, der helt frivilligt og uden betaling vælger at give lidt ekstra tid og hjælp til en ny kollega, der først skal lære sproget. Vejen til integration går gennem et arbejde”, siger Martin Lidegaard.