Fortsæt til indhold

Fond sender 50 millioner kroner mere til Fredericia

A.P.Møller-fond vil blandt andet bruge 35 millioner på Fredericias Voldanlæg

Samfund
Peter Friis Autzen

A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal har valgt at give Fredericia Kommune 50 millioner kroner til styrkelse af byens identitet som fæstningsby. Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse.
Pengene skal bruges på dels at fortsætte den renovering af historiske bygninger og facader i midtbyen, som fonden allerede har støttet gennem flere år. Og dels på at sætte en større renovering af voldanlægget i gang. Af de 50 millioner, skal 35 bruges på voldanlægget, oplyser borgmester Jacob Bjerregaard (S).
”Jeg er på byens og hele byrådets vegne utrolig glad og stolt over, at A. P. Møller Fonden ser et stort potentiale i Fredericia. Med den flotte donation får vi en enestående mulighed for at invitere landskabsarkitekter fra hele landet til at give deres bud på, hvordan vi styrker Fredericias identitet som en fæstningsby, så den kan opleves fuldt ud," siger Jacob Bjerregaard i pressemeddelelsen.

Fonden kan lide Fredericia

Det er som nævnt ikke første gang, at A. P. Møller Fonden ser et stort potentiale i Fredericia og byens historie. Sidste gang var tilbage i december 2012, hvor byen modtog en donation på 50 millioner kroner til istandsættelse af facader i bymidten med respekt for bygningens historie og arkitektur.
De mange facaderenoveringer har givet byen et kvalitetsløft, og der er fortsat stor interesse for at søge om tilskud i Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia. Fredericia Kommune har i den nye donation modtaget yderligere 15 millioner kroner til at fortsætte arbejdet med at gøre byen smukkere og skabe en helt særlig autentisk oplevelse af fæstningsbyen.
Fredericia Kommune forventer, at cirka 2,5 millioner kroner skal gå til afholdelse af en konkurrence, hvor landskabsarkitekter og arkitekter fra hele landet inviteres til Fredericia for at give deres bud på, hvordan oplevelsen af fæstningsbyen kan styrkes.
De skal blandt andet kigge på voldens fremtræden og fortælling og bearbejde ankomster til byen via Kongens Port, Danmarks Port, Prangervej og Holstensvej på et mere detaljeret niveau. Det resterende beløb skal bruges til realisering af vinderprojektet.
De mange penge skal bruges til at få voldene til at stå skarpere og mere opfattelige som anlæg. Dertil skal den rekreative anvendelse og tilgængeligheden gøres mere attraktiv. Sidst men ikke mindst vil hele relationen til fæstningsbyen og dens fortælling blive bearbejdet, så man ikke er tvivl om, at man i Fredericia er kommet til en af landets mest betydelige historiske byer.

Borgmester, Jacob Bjerregaard (S). Arkivfoto