Fortsæt til indhold

Ny koordinator vil sætte skub i handelslivet

Rønde Handelsstandsforening har ansat Malene Kløve Dalsgaard som koordinator af aktiviteter og som udvikler af nye tiltag

Samfund
Arkiv

?De over 70 medlemmer af Rønde Handelsstandsforening kan se frem til god sparring, kreative tiltag og spændende aktiviteter.
Bestyrelsen for Rønde handelsstandsforening har nemlig ansat Malene Kløve Dals-
gaard, 49 år og fra Hornslet, som ny koordinator af foreningens aktiviteter efter Pernille Wierzba, som efter seks år på posten fremover ønsker at koncentrere sig om egne gøremål.
Den nye koordinator skal være Rønde Handelsstandsforeningens ansigt udadtil, stå for arrangementer og events og desuden opdatere foreningens hjemmeside. Men samtidig skal Malene Kløve Dals-gaard også udvikle potentialet i handelstandsforeningen og i bredeste forstand fremme det kreative miljø i handelsstanden i Rønde.
“Jeg skal både koordinere og se nye muligheder. Alle der har gode ideer, skal byde ind med dem. Så er det min opgave at koordinere og få de nye muligheder til at spire,” siger Malene Kløve Dalsgaard.

Et kreativt menneske

Med Malene Kløve Dalsgaard får medlemmerne af Rønde Handelsstandsforening en særdeles erfaren og velkvalificeret sparringspartner.
Hun har siden 1988 arbejdet med markedsføring og formidling i blandt andet lokale medier, hun har erfaring med iværksætteri og har sat en produktion af møbler i eget design i gang, og hun har arbejdet på Iværksætteriet i Randers. Samtidig er hun et yderst kreativt menneske, som har malet i mange år og for tiden uddanner sig på Aarhus Kunstakademi. Hun har udstillet sine malerier over hele landet.
“Jeg vil gerne være synlig i gadebilledet og vil gerne sparre med og rådgive vores medlemsvirksomheder,” sige Malene Kløve Dalsgaard, som fremover får kontortid hver torsdag fra kl. 9-12 i lokaler i Meny.
”Her kan jeg træffes efter aftale, men det er også i det tidsrum, at jeg kommer rundt blandt medlemmerne i byen,” siger Malene Kløve Dalsgaard.

Fælles fodslag i 8410

Formand for Rønde Handelsstandsforening, Arne Povlsen, håber, at handelsstandsforeningen kan være med til at samle byen.
“Rønde er en by i en god udvikling. Det er en by som hænger sammen. Der er god samling på dagligevarehandlen med tre butikker i umiddelbar nærhed af hinanden. Vi har et stort udvalg af specialbutikker, og så har vi med det nye Kulturhotel fået et attraktivt mødested midt i byen,” siger Arne Povlsen.
Han håber, at Rønde Handelsstandsforening med Malene Kløve Dalsgaard som koordinator kan forløse nye potentialer og samle og løfte alle generationer i et stærkt 8410-fællesskab.