Fortsæt til indhold

Ny HF baner vejen for en karriere i uniform

HF Force hedder en ny linje på Aarhus Akademi for unge, der drømmer om en fremtid i militæret eller som betjent

Samfund
Grethe Bo Madsen

Sammen med Østjyllands Politi og Air Force Training Centre i Karup starter Århus Akademi til august en ny HF Force-linje op for unge af begge køn, som drømmer om en fremtid i uniform.
“Som veteran fra Balkan har jeg en inside viden om, hvordan det er at være soldat, og hvad det kræver,” fortæller Klaus Daugaard Løkke, der står i spidsen for den nye HF.
“Jeg har i årevis haft en drømt om at lave sådan en HF, så jeg sprang til på et spiltsekund, da muligheden var der.”
HF Force er et tilbud om en helt almindelig HF, men med en rød tråd gennem undervisningen der gør, at den er særlig velegnet til unge, der gerne vil have en fremtid indenfor forsvaret, politiet, som redder eller nødhjælpsarbejder.
“Det er en HF målrettet unge, der har mod på de udfordringer, der opstår dér, hvor folk mødes i konfliktsituationer,” forklarer Klaus.
“Det er ikke en forskole til uddannelserne i militæret eller Politiskolen, så man er altså ikke sikret optagelse ved at tage den her HF,” understreger han.
“Men man bliver med garanti meget mere afklaret på, om det er den vej, man skal gå. Og vores mål er da helt klart, at de unge efter HF-Force meget gerne skulle kunne klare de fysiske krav til uddannelserne.”
Klaus Daugaard Løkke smiler ned til folderen, der ligger på bordet foran ham.
Med billeder af unge i camouflageuniform på stroppetur med fuld udrustning giver den en lille forsmag på, hvad der venter de unge.
Flere gange i løbet af de to HF år er eleverne i kontakt med Air Force Training Centre (AFTC) og Østjyllands Politi.
“Allerede dagen efter de er begyndt her, kommer AFTC og tester dem med samarbejdsøvelser og fysisktræning,” fortæller han.
“De skal også flere gange besøge AFTC og prøve livet som soldat, og op 2. del bliver de hentet i militærlastbiler og kørt på en to-dages feltøvelse.”
Politiet kommer de unge også i nærkontakt med flere gange under uddannelsen.
Den nye HF-linje, der starter til august og har plads til cirka 30 elever, har fået masser af positive tilkendegivelser fra unge allerede.
“De er meget, meget positive og vi har oplevet en interesse, der går ud over vores vildeste forventninger. Faktisk har vi allerede optaget de første seks elever i klassen. To drenge og fire piger.”
HF Force
HF-linje for unge, der drømmer om en fremtid indenfor militæret, politiet, som redder eller nødhjælpsarbejder
Baseres på et samarbejde mellem Århus Akademi, Østjyllands Politi og Air Force Training Centre
Første hold på cirka 30 starter til august 2016. 6 Pladser er allerede optaget
Informationsaften torsdag 21. januar klokken 19.30 på Århus Akademi, Gøteborg Allé 2-4