Overskud i hverdagen? Plejefamilier søges
44 børn i Aarhus Kommune venter i øjeblikket på at få en såkaldt aflastningsfamilie, som de kan bo hos i weekender og i ferier
44 børn i Aarhus Kommune venter i øjeblikket på at få en såkaldt aflastningsfamilie, som de kan bo hos i weekender og i ferier.
De fleste er mellem tre og 10 år gamle, nogle yngre, nogle lidt ældre. Er du interesseret, så mød op til cafémøde på mandag 18. januar fra klokken 16 og få mere at vide.
Cafemødet foregår i Familieplejen, Reykjaviksgade 11 i Aarhus N.
Aarhus Kommune har for tiden 324 børn i aflastning hos godkendte familier. Børnene er vidt forskellige og har vidt forskellige behov. Men fælles for dem er, at de har brug for en ekstra familie, hvor de føler sig velkomne, og hvor de føler sig trygge.
"Vi har rigtig gode erfaringer med aflastningsfamilier til disse børn. Nogle børn falder nemt ind i en aflastningsfamilies almindelige weekendliv, mens andre har brug for, at familien tager særlige hensyn og planlægger weekenden efter barnets behov,” siger leder af Familieplejen i Aarhus Kommune, Hanne Beedholm Rasmussen i en pressemeddelelse.
På mødet vil man kunne høre mere om, hvad der forventes og kræves for at blive aflastningsfamilie, ligesom familieplejekonsulenter og aflastningsfamilier vil fortælle om at være aflastningsfamilie.
Det er ikke længere Aarhus Kommune selv, der godkender aflastningsfamilierne, men derimod Socialtilsyn Midt.