Fortsæt til indhold

Er det vigtigt at lave testamente?

Papirløst samlevende par spørger advokatbrevkassen, om det er nødvendigt at oprette et testamente

Samfund
Arkiv

Min kæreste og jeg har købt hus for to år siden og skal nu have en baby.
Nogle af vores bekendte har oprettet testamente, da de blev forældre.
Er det nødvendigt?
Svar:
Kære begge,
Når man som I er papirløst samlevende – altså ikke gift – arver I ikke hinanden, hvis I ikke har etableret et testamente. Det gør jeres forældre i stedet.
Normalt er et samliv baseret på begges indtægter, og hvis den ene falder bort, og den længstlevende ikke arver den førstafdøde, kan den længstlevendes økonomi blive meget væsentligt forandret og måske ikke give mulighed for at beholde hus eller nogenlunde tilsvarende økonomi, som man har været vant til i forbindelse med samlivet.
Argumentet bliver endnu større i forbindelse med, at I skal have en baby. Det er babyen, der vil arve, hvis én af jer afgår ved døden, og I ikke har oprettet testamente til fordel for hinanden.
Der er for mig at se derfor al mulighed god grund til at oprette et testamente med det enkle budskab, at I ønsker, at længstlevende af jer arver mest muligt.
Hvis I giftede jer, ville længstlevende have mulighed for at sidde i uskiftet bo.
Hvis I foretrækker at leve ”papirløst”, kan I i meget stort omfang opnår næsten den samme stilling ved oprettelse af et ”udvidet samlevertestamente”.
Begge testamenter bør oprettes efter en god og ordentlig drøftelse med jeres advokat, og som et notartestamente.
Det betyder, at testamentet underskrives for notaren og lægges i et særligt notararkiv, hvorfra man kan hente et eksemplar, hvis originaleksemplaret senere måtte være bortkommet.
En omkostning til oprettelse til testamente vil naturligvis altid afhænge af det konkrete tidsforbrug, men et normalt omkostningsniveau skønnes at være på ca. kr. 4.000,00 til kr. 4.500,00 incl. moms, hvortil skal lægges et notargebyr på kr. 300,00.
9/3 2016, Advokathuset Nordsjælland
Erik Turley, advokat (H)