"Vi hjælper et medmenneske, der er ved at tage afsked med et langt liv"

Ensomhed har mange ansigter. Men allermest ensom er man måske, når man skal sige farvel til livet. Her kan det for de fleste være rart at mærke nærheden fra et andet menneske. Og det er her Vågetjensten kommer ind i billedet.
”Vi ved godt, at situationen er alvorlig, når vi bliver tilkaldt, men i modsætning til de pårørende bliver vi ikke på samme måde personligt berørt ved at sidde hos den døende. Men vi er med til at hjælpe et medmenneske, der er ved at tage afsked med et langt liv, og vi har det faktisk rigtig godt efter en vågevagt,” fortæller Per Pisk, der er blandt tjenestens vågere.
Vågetjenesten har udviklet sig til en solid sammentømret enhed med et stærkt socialt fællesskab. For i sagens natur er det svære og alvorlige situationer de frivillige står i, og det er med til at understøtte fællesskabet.
Og det er ikke sådan, at man straks bliver sendt ud på opgave, så snart man melder sig. Alle vågetjenestens frivillige bliver godt klædt på til opgaven, og de første par gange man er ude, har man en erfaren våger med sig.
Medlemmerne af vågetjenesten bliver også tilbudt kurser. Senest var det uddannelsessygeplejerske i Lyngby-Taarbæk Kommune Ulla Sanderhage Tjäder, der fortalte om alt fra øjeblikket lige inden døden indtræffer, til hvordan man som våger skal forholde sig i private hjem, når man er alene uden det fagpersonale i nærheden, som man har på plejehjemmene.
Kurset gav også anledning til at diskutere, hvad vågeopgaverne gør ved vågerne, hvilke bevæggrunde de har for at melde sig som frivillige og ikke mindst, hvordan vågerne også kan være med til at støtte de pårørende, der er i dyb sorg.
”Midt under kurset blev Vågetjenesten indhentet af virkeligheden. Vagttelefonen ringede, og et af kommunens store plejehjem fortalte, at de havde brug for tre vågevagter i løbet af natten klokken 22, 01 og 04,” fortæller Per Pisk, der selv tog vagten klokken 04.