"Naivt og virkelighedsfjernt"
Inge Toft svarer igen på DF-politiker Jon Krongaards kritik af guide, som skal fortælle mandlige asylansøgere om dansk kultur, dansk kvindesyn og danske spilleregler i nattelivet
Initiativtager til den nye web/facebookside, som skal lære mandlige asylansøgere om dansk kultur, dansk kvindesyn og danske spilleregler i nattelivet, Inge Toft, kan ikke genkende, at skulle være blevet kontaktet af den lokale DF-formand, som kritiserer initiativet:
“Jeg har ikke modtaget nogen mail. Men jeg er rigtig glad for at Røde Kors nu giver undervisning i ikke bare dansk kultur og ligestilling, men nu også kønskultur. Det er uden tvivl den vej vi skal,” siger hun. Om sin holdning til kritikken af sit projekt, siger hun til Lokalavisen:
“Jeg ser da også de opslag og udtalelser fra folk, der mener, at disse flygtninge helst skulle bures inde og sendes hjem i næste uge. Men det er simpelthen så naivt og virkelighedsfjernt, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige til det. Vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden, og i den er flygtninge kommet til Danmark. De mennesker bliver ikke smidt ud i morgen, næste uge eller måned. Så i stedet for at spilde krudt og energi på at hyle over det, så må vi forsøge at skabe løsninger.”
LÆS OGSÅ: Forslag: “Asylansøgere bør have udgangsforbud i weekenderne”
Er blevet bedre
Inge Toft oplever at problemerne er blevet mindre i Haderslevs natteliv:
“De grupper af flygtninge, der var i byen før og efter nytår, er der ikke mere. Og det tænker jeg skyldes, at de er flyttet videre i systemet. De er ret få, som har ødelagt alle flygtninges "rygte" her i byen. Tænk på, at mange flygtninge slet ikke har været i Haderslevs natteliv.”
Siden er snart klar
Om projektet med web- eller facebooksiden, fortæller Inge Toft:
“Ja den er oprettet, men pt ikke offentliggjort for andre end mig og det bureau som er en del af projektet. Siden bliver primært et værktøj for asylcentrene, der kan namedroppe sitet til de, der gerne vil lære endnu mere, end hvad de nu bliver lært omkring køn-kultur og en dansk piges tanker omkring en bytur i Danmark,” slutter Inge Toft.