Dart-darlig fra Esbjerg slår verdensrekord og spiller sig i VM-semifinale
Ann-Louise Peters, der bor og arbejder i Esbjerg, spillede sig torsdag eftermiddag videre til semifinalen ved Lakeside World Pro ved at slå den 7. seedede englænder Zoe Jones i sikker stil.
Undervejs i kampen præsterede hun den højeste lukker nogensinde i turnerings historie blandt kvinderne - en lukning på 160!
Ann-Louise Peters har gennem mange år været den danske dartverdens "darling", men nu har hele verden fået øjnene op for den charmerende dansker. Ann-Louise Peters tog verden med storm, da hun brød ud i glædestårer så sent som i søndags efter en sejr over 2. seedede Fallon Sherrock ved Lakeside World Pro.
Torsdag eftermiddag var den gal igen - Ann-Louise vandt 2-1 over engelske Zoe Jones og er nu klar til semifinalen. De første 2 sæt var uhyre tætte - og der blev lavet 180'ere fra både danskeren og englænderen. Ann-Louise Peters bemærkede sig dog bedst med en lukning på 140 i 2. sæt.
Tredje og afgørende sæt blev en noget mere ensidet affære, hvor Ann-Louise Peters i sikker stil vandt 3-0 over sin unge modstander. Undervejs i 3. sæt præsterede Ann-Louise en lukning på 160, som er den højste lukning nogensinde ved kvindernes Lakeside World Pro i England.
Efter kampen var det igen en følelsesladet og stolt dansker-darling, der stod frem på britisk TV.
"Jeg er så stolt over at være her og er selvfølgelig virkelig glad for mit resultat. Alle herovre har taget så godt mod mig, og det er en fornøjelse at være med til. Jeg er virkelig glad," sagde Ann-Louise til engelsk TV.
Nu venter en semifinale mod enten Deta Hedman (3. seedet) eller Lorraine Winstanley (6. seedet)
Ann-Louise Peters går i aften klokken 18.30 på scenen til tonerne af Tina Turners "Simply the Best", og det bliver dermed en gentagelse af VM-semifinalen fra 2014.
Modstanderen bliver engelske Deta Hedman, der ligger nummer 1 på verdensranglisten hos WDF og nummer 4 hos BDO. Der venter således Ann-Louise Peters en gevaldig mundfuld, hvis hun skal udløse drømmen om at komme i VM-finalen.
I 2014 tabte danskeren en tæt semifinale mod netop Deta Hedman, så der bliver tale om et VM-revancheopgør, men begge spillere har vist god form ved dette års Lakeside World Pro, og det er på forhånd meget svært at spå om udfaldet.