Respektløst at gymnasieelever pjækker
Af Frederik Hebin Holmberg, næstformand i Hørsholm Konservativ Ungdom:
Vi har i denne uge været vidner til gymnasieelever, der har nedlagt undervisningen og strejket for at vise deres utilfredshed med den gymnasiereform, politikerne i øjeblikket er i gang med at forhandle på plads på Christiansborg.
En reform, der blandt andet indeholder gode elementer såsom karakterkrav for optagelse på en gymnasial uddannelse.
Man kan mene, hvad man vil om den kommende gymnasiereform, men det er efter min mening en helt forkert måde at vise sin utilfredshed på, når man vælger at placere demonstrationerne i skoletiden.
Demonstrationerne bliver i denne situation kun brugt som en undskyldning for pjæk. Jeg synes, at det er respektløst over for de mennesker, der hver dag står op og arbejder, og bidrager til det samfund, der gør, at man kan få en gratis uddannelse - og som gør, at man i fremtiden kan få det job, som man gerne vil have.
Derfor er min klare opfordring til alle utilfredse gymnasieelever, at de bør passe deres skole og have respekt for de elever, der gerne vil have undervisning.
Med andre ord: De utilfredse elever må demonstrere uden for skoletiden.
Hvad synes du? Deltag i debatten i Facebook-opslaget nedenfor på artiklen.