Ofrer vi os aldrig?

I evangeliet på søndag (Joh. 12,23-23) forudsiger Jesus sin herliggørelse - ved at han ofrer sig selv på korset. Det er så modsat den måde, vi normalt ser os selv og optræder over for andre. "Det er skam ikke noget offer," skynder vi os at sige, når vi i en situation har bøjet os af hensyn til andre eller lovet at gøre noget, som ingen kunne kræve af os. Hvorfor har vi så travlt med, at det ikke er noget offer? Er det fordi, ingen skal føle sig i gæld til mig, eller fordi vi synes, at det er selvfremhævende, eller tværtimod pinligt - at ofre noget for andre? Jeg har svært ved at forklare den mekanisme: På den ene side har vi ingen problemer med at se os selv som ofre for et system, en lovgivning eller beslutninger, som andre har taget. Men så meget mærkeligere virker det, at vi er uvillige til og har svært ved at vedkende os, når vi selv vælger at ofre for eksempel et ønske eller en interesse til fordel for andre. For det gør vi vel tit. Det håber jeg da, at vi gør, og det har vi vel også kun ære af, hvis vi gør. Så burde det da være muligt at stå ved, når vi ofrer noget, uden derfor at gøre et stort nummer ud af det, eller ligefrem gøre det til pral. Prøv selv at bemærke i din hverdag, hvornår du vælger at ofre noget for andres skyld. Stå ved det, og glæd dig i al stilfærdighed over, at du faktisk formår at se ud over din egen næsetip og ikke kun handle i egen interesse!