Modige fodspor

Vi sætter os fodspor gennem livet. Modige fodspor, hvor vi målrettet går fremad i tro på, at vi gør det rigtige. Hvor vi handler med det vi nu engang har at gøre godt med, hvor vi sætter faste fodspor og gerne vil gøre en forskel.
Andre gange er fodsporene mere usikre og forsigtige, hvor vi ikke får gået så langt af frygt for, hvad der skal møde os, eller hvor vi går helt i stå og mest har lyst til at grave os ned, så vi er sikre på, at intet ondt kan ramme os.
På søndag i kirken hører vi om mennesker, der sætter fodspor med stor frimodighed, som dristigt vover sig ud og investerer alt det, de har i tiltro til, at det nok skal gå. De går med faste stålsatte skridt og sætter tunge fodspor, som også bliver bemærket og belønnet. De går i tillid til, at Gud nok skal gå med dem og velsigne deres projekt. Og vi hører om et menneske, der af ren frygt slet ikke får handlet, men som graver alt det ned han var blevet betroet. Fodsporene blev usikre og forsigtige, fordi han ikke havde tillid til Gud, fordi han ikke kendte Gud.

Tør vi bruge livet?

Vi har stadig et langt og ubrugt år foran os, hvilke fodspor sætter vi? Tør vi bruge livet og gå i tro og tillid med faste skridt på, at Gud går med os og handle i frimodighed med det, vi har fået betroet? Eller kender vi Gud, som en gud vi frygter, og som vi ikke tør stole på? Måden vi tænker om Gud på, kommer nemt til at påvirke vores fodspor. Gud opfordrer os til frimodigt at gå ud og sætte fodspor gennem livet i tillid til, at han går med os.
På mit kontor har jeg et billede af et gammelt græsk ikon, der forestiller Jesus gå et halvt skridt bag en mand med en hånd på hans skulder, som om Jesus skubber ham blidt frem. Det kigger jeg tit selv på på de uoverskuelige og svære dage og beder Gud skubbe mig blidt fremad, så jeg tør sætte modige faste fodspor med de talenter, Gud har givet mig at gøre godt med. Alle har vi fået livet betroet, det er en gave, men også en opgave, som vi ikke bare skal grave ned i frygt for, hvad der kan ske. Vi har selv ansvar for, hvilke fodspor vi sætter gennem livet, og vi går heldigvis ikke alene.