Har du overskud? Bliv reservebedste for et udsat barn
Et projekt, hvor ældre bliver reservebedste for børn, som har psykisk sygdom i familien, bliver betegnet som en succes
Ægteparret Anna Bak og Jesper Christiansen får cirka hver 14. dag besøg af deres 8-årige barnebarn.
Biologisk er de ikke i familie med den lille dreng, for de er såkaldte reservebedsteforældre for ham og har været det i halvandet år.
Drengen kommer nemlig fra en familie, hvor moderen har en psykisk sygdom, og derfor trænger han til alenetid med nogle voksne, hvor kun han er i centrum.
“Hos os kan han sænke alle paraderne og bare slappe af. Han er rigtig glad for at være her, og faktisk tror jeg, at vi glæder os lige så meget som ham, til at han kommer. Det er jo også lidt et frirum for os, hvor vi kommer ned i gear - for vi skal jo ikke nå noget,” fortæller Anna Bak, og hendes mand fortsætter:
“Derfor har det slet heller ikke været nogen stor arbejdsopgave for os - for vi skal jo sådan set bare være os selv.”
Projekt er en stor succes
Anna og Jesper er en del af et projekt, som har kørt siden 2012. Det er blandt andre SIND Pårørenderådgivning, og Ældresagen, som står bag, og som matcher de frivillige ældre med børn, som har psykisk sygdom i familien. Foreløbigt er 19 match lavet.
Projektet stopper til sommer, men folkene bag er netop nu i gang med at søge midler, så det kan fortsætte.
“Behovet er rigtig stort, og ventelisten med børn er lang. Rigtig mange børn i familier med psykisk sygdom føler sig ensomme og har brug for nogle, som kun har fokus på dem,” fortæller Pernille Toft Haslund fra SINDs pårørenderådgivning.
Hun betgener selv projektet som en stor succes, hvor der over hele linjen har været stor taknemmelighed over at have været en del af reservebedste-projektet.
Sidste hold af nye reservebedsteforældre, inden projektet officielt stopper, søges netop nu. Alle, som er interesseret i at blive reservebedste, kommer fra 10. marts på et 22 timer langt kursus, hvor man på forskellig vis bliver klædt på.
“Derefter er der et individuelt forløb, hvor det helt rigtige match skal laves, og hvor de individuelle forventninger bliver afklaret - hvor meget magter man, hvad er ens interesser og lignende. Der bliver gjort meget ud af at lave de helt rigtige match, som er skræddersyet lige til de enkelte børn og bedsteforældre,” fortæller Pernille Toft Haslund, som understreger, at selvom projektet stopper til sommer, så kører reservebedste-matchene naturligvis videre.
Det har Anna Bak og Jesper Christiansen bestemt også tænkt sig at gøre med deres nu 8-årige barnebarn.
“Man bliver jo bare en helt almindelig bedste - og vi er så glade for ham. Man får så mange gode oplevelser,” fortæller Anna Bak.
Er du interesseret i at høre mere? Kontakt Pernille Toft Haslund på 23 82 37 08 eller på mail pth@sindspaa.dk