Er Kenneth Danmarks største Star Wars-fan? Lyssværdet tog hans hjerte og hans øje
Kenneth Svingholm fra Vandel er formentlig landets største Star Wars-fan. Det koster ham dyrt, men giver ham også oplevelser uden lige
Det startede med et VHS-bånd, som hans mor købte efter, at familien havde mødt Star Wars-universet i tv.
“Det var dengang, det stadig hed Stjernekrigen. Jeg var syv eller otte år,” siger Kenneth Svingholm fra Vandel. I dag er han 41.
VHS-båndet blev slidt op. Alligevel var han ikke rigtig fan endnu, siger han.
“Da jeg gik i femte klasse, flyttede vi til et sted, hvor der lå en video-butik i nærheden. Jeg brugte næsten alle mine lommepenge på at leje filmene her. Og så legede vi ellers med pinde som lyssværd,” siger Kenneth, som hævder, at han på dette tidspunkt stadig ikke var rigtig fan.
Videobutikken præsenterede ham for Episode V og VI (altså de sidste to afsnit af den oprindelige trilogi).
“I samme periode havde jeg en tegneserie med en historie fra Extended Universe,” siger Kenneth og refererer dermed til den del af Star Wars-universet, som ikke kan opleves i biograffilmene.
“Den tegneserie sled jeg også op. Den faldt helt fra hinanden,” siger Kenneth og slår fast, at han på det tidspunkt stadig ikke var rigtig fan.
Da de digitalt forbedrede versioner af de oprindelig film udkom i 90'erne, vendte Star Wars tilbage i Kenneths liv.
“Jeg begyndte at dyrke det lidt. Købe computerspil og den slags,” siger han og slår fast, at han stadig ikke var rigtig fan.
I 1999 udkom så biograffilmen “The Phantom Menace” eller “Den Usynlige Fjende”.
“Her var superskurken Darth Maul med. Han havde et dobbelt lyssværd. Da jeg så ham og det lyssværd, skete der noget. Dér blev jeg rigtig fan,” siger Kenneth.
Netop Episode 1 anses af mange for at være seriens svageste afsnit. Det er Kenneth enig i. Alligevel var det med lige netop dén film, at Star Wars for alvor løb med hans hjerte.
“Darth Maul var en fantastisk skurk. Jeg forstår ikke, at de slog ham ihjel allerede i første film,” siger Kenneth.
Ikke rigtig klog
I 2012 tog Kenneth med en vens søn i Legoland til Star Wars-days.
“Her oplevede jeg, hvordan de levende Star Wars-figurer fik drengen til at glemme sin helt ekstreme generthed. På et tidspunkt tog han en af dem i hånden. Da gik det op for mig, at de her mennesker gør en stor forskel for børnene. Og så begyndte jeg at undersøge tingene nærmere,” siger Kenneth.
I årene efter har det kostet ham temmelig mange penge, at han ville sætte sig mere ind i tingene.
“Jeg besluttede, at jeg ville være en del af det anerkendte Star Wars-miljø i 501.st Legion. Og jeg besluttede, at min første dragt skulle være Darth Revan,” siger Kenneth, som dermed valgte en Sith-lord fra extended universe, og som Kenneth kendte fra Star Wars-bøger.
“Det var svært at få dragten godkendt. Men jeg ville være med og fik rettet alle detaljer,” siger Kenneth.
Siden har han skabt og syet yderligere fem specialdragter. I alt har han brugt omkring 85.000 kroner alene på dragter.
“Til den seneste film lavede jeg Kylo Ren. Støvlerne blev specialsyet i udlandet. Det kostede 900 kroner bare i told at få dem ind i landet,” siger han.
Hvad siger din kone til alt det her?
“Hun synes, jeg er tosset, og hun er slet ikke interesseret i Star Wars. Det sker da også en gang i mellem, at jeg synes, at det er for meget. Det sker som regel, når jeg bliver træt af regninger eller har siddet længe og syet. Men det går altid hurtigt over,” siger han.
Det handler om børnene
Kenneth Svingholm investerer både tid og penge i massevis i sin Star Wars-hobby. Men i virkeligheden er det slet ikke filmenes fortællinger, der holder ham fanget. Det er to andre ting, forklarer han.
“For det første er Star Wars-miljøet enormt socialt. Når man møder op til messer eller arrangementer, er alle gode venner. Også selvom man aldrig har mødt hinanden før og måske ikke taler samme sprog. Det har jeg aldrig oplevet andre steder,” siger han,
“Men mest af alt gør jeg det for børnene. Vi har for eksempel været på besøg på en kræftafdeling, hvor børnene gerne ville møde Star Wars-figurerne. At se en lille, meget syg dreng komme trippende efter os med sit stativ og sit sygehustøj - og den glæde, vi kan se i hans øjne: Det er simpelthen vildt. Nogle gange er det så rørende, at det er godt, at jeg har maske på,” siger Kenneth.
Den type oplevelser er han så glad for, at han er den person i Danmark, der har flest såkaldte troops-dage: Altså dage, hvor han rykker ud i sine dragter for at være del af et velgørenhedsarrangement.
“Jeg er oppe på 75 i Danmark, Norge, Sverige, Finland og USA. Og jeg fortsætter,” siger han.
Dragter, dragter, dragter
I dag har Kenneth GML-status i den internationale Star Wars-forening, 501 st. Legion.
Det betyder, at det nu er ham, der skal godkende alle andres dragter, inden de kan blive optaget i den særlige forening.
“Så jeg nærstuderer billeder af to-tre dragter hver dag,” siger han.
Kravene er høje. Ikke en eneste detalje må være forkert, og entusiasterne kan godt glemme alt om at købe en færdiglavet udklædningsdragt. Det hele skal være skæddersyet til den enkelte.
Mange vælger at klæde sig i skurkenes dragter.
“Det gør jeg også selv. Skurkene er sejest og har ofte masker på. Jediernes dragter er mere fesne - og vi har lidt venskabeligt, internt mobberi,” siger Kenneth.
Når han er af sted til arrangementer, har han som regel to dragter med.
“Det er blandt andet for at undgå, at vi står to ens figurer ved siden af hinanden,” siger han.
Det var svært at lave den nye Kylo Ren-dragt.
“Jeg håber ikke, at jeg får brug for en ny dragt i forbindelse med de kommende film. Jeg tror det heller ikke,” siger han og antyder en specialviden om, at Kylo Ren også er med i næste film.
Øjet og øjestenen
Det var oprindeligt et særligt lyssværd, der tog Kenneths hjerte og trak ham ind i Star Wars-universet.
Faktisk tog sværdet ikke kun hans hjerte, men også hans højre øje.
“Det skete, da jeg var i færd med at lade lyssværdets lithium-batteri op: Det eksploderede og ødelagde mit øje,” siger han.
Ulykken betød, at han i dag har glasøje. Men det har den fordel, at han i bestemte udklædninger kan bruge et specialfremstillet, rødt glasøje.
Også Kenneths familieliv har et strejf af Star Wars over sig: Hans søn på halvanden måned hedder nemlig Bane. Og det navn findes i Star Wars Extended Universe, hvor en Sith Lord, Darth Bane, har huseret.
“Men vi tænkte nu slet ikke på Star Wars, da vi valgte det navn,” siger Kenneth og lader som om, han selv tror på det.