Katarina venter og venter

SYNSPUNKT: Katarina var 6 uger gammel, da hun fik konstateret svær epilepsi. De første år blev hun passet hjemme pga. infektionsrisiko, siden kom hun i specialbørnehave og specialskole.
Katarina er blevet 18 år og 'voksen' her i sommer. Det er nu et halvt år siden, hun gik ud af skolen, og der er stadig ikke udsigt til at hun kommer i gang med noget.
Hun skal have en STU-uddannelse, og hun har brug for botræning, så hun kan blive bedre til at klare sig selv.
Efter at havde kontaktet vores datters sagsbehandler flere gange i 2014, uden resultat, skriver jeg 9. februar 2015 til borgmester Steen Hasselriis. Og så sker der noget. Vi bliver indkaldt til møde.
Her er flere fagpersoner, som skal finde ud af, hvad der skal ske med vores datter i fremtiden som voksen.
På mødet får vi at vide, at det er et godt team der sidder der, samt at der er styr på tingene og masser af tid.
Tiden går, og da vores datter går ud af skolen, er der ikke styr på, hvad hun skal efter ferien.
Der bliver holdt et møde med en STU-vejleder, og vi fortæller, hvad vi ønsker vores datter skal beskæftige sig med efter skolen. Det skal så godkendes i visitationsudvalget.
I slutningen af juni kommer kommunen så tilbage med to tilbud. Katarina visiteres til højskoleophold på Nordfyn eller Djursland.
Ikke noget af det vi har ønsket og chokket er stort. Men STU-vejlederen synes, at vi skal tage af sted og se på det, da der ikke var en plan B.
Jeg ringer til Nordfyns Folkehøjskole og i løbet af fem minutter går det op for mig, at det tilbud ikke kan bruges, da man næsten skal kunne klare sig selv, og at der ikke er noget personale fra kl. 20 til næste morgen. Det er ikke godt i tilfælde af, at Katarina skulle få anfald om natten.
Det andet sted ligger helt i Jylland. Også her skal man være meget selvhjulpen, da der er ikke er så meget personale til at hjælpe.
Katarina kunne få lov til at komme hjem 1 gang om måneden. Måske kunne der bevilges, at hun kunne komme hjem hver 14. dag. Hun skulle så selv kunne tage de offentlige transportmidler, hvilket hun ikke kan, da hun ikke er sikker i trafikken.
Vi kom selv med to ønsker, det ene var optaget, men det andet, Marie Grubbe Skolen på Falster, var der er plads på.
Vi har ikke fået at vide, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre, at hun kom på det tilbud, hvor der var plads. Der kendte hun tilmed en, som har gået på samme skole, som hende selv.
Efter at have holdt sommerferie kontakter jeg STU-vejlederen for at høre, om der var fundet en plan B.
Jeg bliver så ringet op et par timere senere med et nyt tilbud, Sølager, som desværre også er en hovsa-løsning. Dels har Sølager ingen botræning, dels er det min arbejdsplads, med risiko for at Katarina i tilfælde af konflikter vil søge sin mor.
Kommunen fastholder, at Sølager kan opfylde kravene, og så må vi anke til Klagenævnet for Specialundervisning.
Dags dato har klagenævnet endnu ikke taget stilling til sagen.
Vores aktuelle ønske for Katarinas fremtid er, at hun kan komme på et bosted i Hillerød, hvor hun kan lære at 'klare sig selv'. Det er i nærheden af henses familie og venner, det netværk hun skal være en del af. Så kan hun tage sin STU-uddannelse et andet sted ( der er plads på Levuk).
Vi har haft en svær tid, vores datter går stadig derhjemme alene, og nu føler vi at kommunen trækker tiden ud, da vi har anket sagen og venter på svar.
Vi har prøvet at skrive, for at få en dialog i gang, men ingenting sker der.
I en mail 12/8-15 spurgte vi, om ikke Katarina kunne komme tilbage på sin gamle skole, indtil der er fundet en løsning, men har ikke fået noget svar.
På et møde 30/9-15 nævner vi det så igen, og da kommunen ikke har noget at beskæftige hende med, spørger vi så om ikke det kan lade sig gøre, at hun kommer i praktik på Levuk.
Efter tre uger kontakter jeg sagsbehandleren og får at vide, at de skal snakke om det på et møde ugen efter. Det blev aflyst.
Efterfølgende indkaldes vi til nyt møde i januar, som også aflyses.
Nu er det over et halvt år siden, Katarina gik ud af skolen, og der er stadig ikke udsigt til, at hun kommer i gang med noget.
Derudover har jeg skrevet for meget lang tid siden, at der skal søges pension, hvilket der heller ikke er styr på. Når man så er blevet 18 år modtager man kontanthjælp. Men igen dårlig sagsbehandling - og tilbageholdelse af penge.

P.S. Efter jeg har skrevet ovenstående til avisen, er vi blevet indkaldt til et nyt møde på kommunen torsdag 4. februar. Nu krydser jeg fingre for, at der er godt nyt på vej for Katarina.

SVAR Halsnæs Kommune har fået mulighed for at kommentere indlægget:
Chef for Social Service og Familier, Christian Lorens Hansen, svarer:
”Vi kan og må ikke ikke gå i detaljer om sagsforløbet. Men helt overordnet kan jeg sige, at vi ikke kan genkende det billede, der tegnes af sagen, men at vi naturligvis tager en drøftelse med borgeren om hendes oplevelser på det møde, der er aftalt den 4. februar”.



Fakta
STU: Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov.