Fortsæt til indhold

Ny tape skal sikre dit hjem ved skybrud eller stormflod

Jyllinge-borgerne kan som de første i landet se nærmere på en ny tape, der skal sikre hjemmet ved skybrud eller stormflod

Samfund
Arkiv

Som de første i landet præsenterer Alm. Brand sammen med firmaet Lindsolutions en ny tape, der propper døre og vinduer effektivt til ved skybrud eller stormflod.
Og hvad er mere oplagt end at præsentere tapen i Jyllinge, hvor flere borgere måtte forlade hus og hjem efter Bodil-stormen.
”Bodil er nok noget af det voldsomste, vi har set af den art, og Jyllinge-området blev særlig hårdt ramt. Derfor synes vi, det var naturligt, at præsentere vores sikringsløsning her,” siger Brian Wahl Olsen, skadedirektør i Alm. Brand.
På mødet, der vil finde sted tirsdag den 29. marts fra kl. 19.00 til 21.00 på Baunehøjskolen i Jyllinge, vil borgerne få vejledning om skybrud og stormflod. Derudover vil der blive vist film, der fortæller mere om, hvordan man som borger er dækket ved skybrud og stormflod.
”De, der har oplevet skader, vil nok sige, at de helst havde været foruden. Derfor arbejder vi i Alm. Brand med skadeforebyggende initiativer – både politisk og i forhold til den enkelte kunde,” siger Brian Wahl Olsen i en pressemeddelelse.

Mange skader lokalt

I 2013 raserede stormfloden Bodil flere huse, især i Jyllinge ved Roskilde. I alt skete der 1.640 stormflodsskader i Danmark, hvoraf de 262 var i Roskilde kommune. I gennemsnit løb skaderne pr. husejer op i ca. 150.000 kr. på landsplan, men i Roskilde var gennemsnitskaderne endnu højere. Her løb gennemsnitskaderne op i ca. 600.000-900.000 kr., og flere endte med totalskadede huse, der nu er ved at blive genopbygget.