Flygtninge og studerende kan bo i containere
En ombygget container kan blive til en bolig på 39 kvadratmeter til studerende og flygtninge
Tag en tom container. Skær hul i begge ender, så der bliver plads til vinduer. Rengør og mal den indvendigt og isolér den. Indsæt så et færdigt bad- og toilet-modul, læg trægulv, indsæt køkkenelementer, møblér. Voila, et færdigt hjem på cirka 39 kvadratmeter til eksempelvis studerende og flygtninge.
Sådan lyder forslaget fra den almene boligorganisation Østjysk Bolig, der har kontorer i Ry og Aarhus samt boliger i hele Østjylland.
Idéen er både hurtig og billig, mener boligorganisationen.
“Hvert år omkring 1. september står vi med et problem: Rigtig mange studerende må vente i flere måneder efter studiestart på at få en studiebolig, som der jo er garanti på at få i Aarhus. Hvert år skal kommunen finde på nye løsninger - skal de unge bo i campingvogne, skure eller telte i år? Vi tænker, at der bør kunne laves en bedre og mere permanent, midlertidig løsning,” siger Allan Søstrøm, direktør i Østjysk Bolig i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Han understreger, at containerideen også kan bruges, når der eksempelvis kommer mange flygtninge til landet. Containerne kan nemt flyttes rundt på, alt efter hvor behovet er.
Lille bolig med muligheder
Østjysk Bolig har i samarbejde med arkitektfirmaet Ole Dreyer lavet et forslag til, hvordan containerne kan indrettes og udnyttes bedst.
“39 kvadratmeter giver faktisk mange muligheder for en rigtig fin, lille bolig,” siger arkitekt Ole Dreyer, i pressemeddelelsen.
Han har blandt andet tænkt i fold-ud-senge og skabe, der også fungerer som skydedøre, for at udnytte pladsen i den lille toværelsesbolig optimalt.
Arkitekten har også lavet to forslag til, hvordan flere containere kan bygges sammen, så de kan blive til en tre- eller fireethalvtværelsesbolig.
“Det er især relevant, hvis man beslutter sig for at gøre containerløsningen lidt mere permanent - men så får man også en meget regulær bolig, der absolut må siges at være unik,” fortsætter han.
/CSJ