Romantik for alle pengene
De fleste mennesker forbinder ikke kærlighed, romantik og værksteder med hinanden. Men ikke desto mindre, så er det netop her Fatih Basel udtænkte sin snedige plan for frieriet til sin kæreste, Melek Medova.
“Jeg ville gå all-in og lave noget unikt og overraskende for hende. Noget som vi begge to vil huske resten af vores liv sammen,” siger Fatih Basel om kærlighedserklæringen, der foregik foran rullende kameraer, og som sidenhen er gået hen og blevet lidt af et viralt hit på de sociale medier.
Optagelsen kan ses på Lokalavisen Aarhus' læservideo side her:
http://lokalavisen-aarhus.23video.com/melek-fik-sig-noget-af-en-overraskelse-da-hun-var
Bakker op om det
Til trods for den rå, maskuline arbejdsplads, så fejlede støtten fra medarbejderne på værkstedet ikke spor, da Fatih havde mærket efter og fortalt kollegerene om hans store plan om at fri på denne kreative måde.
“Mine kollegaer bakkede mig helt vildt op. De gav mig også en masse mod til at gøre det. De ved, hvordan jeg har det med hende. Derfor pressede de faktisk på for, at jeg skulle tage mig sammen,” meddeler Fatih fra skranken i autoværkstedets indgang.
Pumpede luft i hendes dæk
Det er ikke kun frieri-planerne, der udspringer fra autoværkstedet. Fatihs arbejdsplads var nemlig også kulisse for ét af de to unge menneskers første møder.
“Vi mødte hinanden gennem en fælles bekendt på en café, og dér fandt jeg Fatih ret charmerende,” fortæller Melek, da Lokalavisen fanger hende på telefonen fra København.
Skæbnen tilsmilede da også det unge par, da Melek pludseligt trillede ind på Fatihs autoværksted med et punkteret baghjul.
“Vi havde en god kemi på cafébesøget, så da hun kom på værkstedet med et punkteret dæk, havde jeg ligesom en grund til at udspørge om hendes telefonnummer. Hun skulle jo have en faktura,” siger Fatih med et glimt i øjet.
Faktisk er det ikke alverdens tid, parret har sammen, da Melek arbejder som sygeplejerske i København.
Derfor foregår de fleste weekender også på vejene, hvor de skiftevis besøger i hinanden i hver deres by. Men det skal være slut nu.
“Jeg flytter til Aarhus på grund af Fatih, og fordi han har et godt job, som han ikke bare kan stoppe med. Og så vil jeg gerne læse til tandlæge, og det kan jeg jo i Aarhus, fortæller Melek, som ikke bliver den eneste nye tilflytter til Aarhus.
“Jeg er enebarn, og min mor og far kan ikke undvære mig, så de flytter også med til Aarhus,” forklarer Melek, som dermed slipper for at bruge adskillige timer på motorvejene.
Om fremtiden oplyser parret, at de gerne vil starte en familie, når brylluppet er overstået.
Der er fastsat en dato for brylluppet, men det holdes hemmeligt lidt endnu, for som parret selv siger:
“Vi vil gerne holde det privat denne her gang.”