Kakaokaravanen rammer Aarhus’ unge
Kakaokaravanen kommer ud til Aarhus og omegns unge på byens ungdoms- og videregående uddannelser. Bag 'Kakaokaravanen' står bevægelsen Food Maker, der er støttet af Nordea Fonden.
Her kan man besøge karavanen og få et indblik i, hvordan Food Maker engagerer Aarhus' unge i egen sundhed gennem begejstring, madglæde og fællesskaber. Food Makers cykelkøkken, der er det eneste af sin slags i Aarhus, danner ramme om karavanen. Kakaokaravanen skal sprede budskabet om Food Maker og give de unge oplevelsen af, at de kan skabe spændende smagsoplevelser uden de store forudsætninger. Den mulighed får de, når de skal lege med chili, kanel og andre smagsgivere og skabe deres egen varme kakao.
Hvad er din historie?
Food Makers erfaring er, at der sker sjove ting, når de unge får frie rammer til at skabe deres egne smagsoplevelser, og der vil være rig mulighed for at møde unge, der besøger karavanen, til en snak om det gode unge liv.
En af dem, der også lægger vejen forbi, er Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, som Food Maker er en del af gennem Folkesundhed Aarhus.
”Jeg er helt vild med den smittende begejstring og det engagement, de unge i Food Maker lægger for dagen – og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er sundhedsfremme, der virker,” siger Jette Skive i en pressemeddelelse.
Hun drikker kakao på Statsbiblioteket 8. marts.
De unge på Risskov Gymnasium kan til gengæld få en snak med Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard(S), når han aflægger karavanen et besøg onsdag 2. marts.
/KSA