"Jeg kunne se en glød i hans øjne"
Virksomhedsejer fra Kr.Hyllinge tilbød syriske Samer arbejde. Det har han ikke fortrudt
En sejltur fra Gershøj havn i efteråret tog en noget anden drejning for Adam Munch, end han lige havde forudset. For på stranden sad tre tidligere bådflygtninge fra Syrien. En af dem var Samer. I dag - syv måneder senere - er Samer en trofast og dygtig medarbejder i Adams isoleringsfirma Poly-Cap som ligger i Kr.hyllinge.
"Vi stod og manglede en medarbejder, og jeg kunne se en glød i hans øjne,” fortæller Adam. Samer og hans to syriske venner blev den dag i september sidste år inviteret med ud på sejlturen på fjorden. Her stod det hurtigt klart for Adam, at Samer rigtig gerne ville have et job.
“Han lignede en der ville arbejde. Det eneste jeg var lidt bekymret for var, om der ville være en masse besvær forbundet med at tage en flygtning i arbejde. Men Lejre kommune har været meget hjælpsomme,” siger Adam og understreger, at al frygt blev gjort til skamme, for Samer er ansat i løntilskudsordning, og alle formaliteter er gået glat igennem med kommunen.
“Jeg valgte at ansætte Samer, fordi jeg havde set ham først, og talt med ham. Jeg kunne se, at her var der en som gerne ville arbejde.”
Adam fortæller, at han har seks ansatte i sin virksomhed. Og selvom man godt kan uddanne sig til teknisk isolatør, så er ca 80 pct af de ansatte i branchen ufaglærte.
“Efter tre uger satte vi Samer af på Rockmuseet i Roskilde, hvor vi havde en opgave der skulle klares. Vi hentede ham igen om eftermiddagen. Jeg ville aldrig have gjort det, hvis ikke jeg vidste, at han kunne finde ud af det.”
Men en ting er at kunne udføre et godt stykke arbejde. Noget andet er om man har arbejdsdisciplin. Her har Adam også kun lovord om hans medarbejder fra Syrien;
“Samer møder ind hver morgen klokken ti minutter i halv syv. Mødetid er klokken halv syv. Så starter han med at sætte kaffen over. Hvis han har meldt sig syg, er det fordi han har haft det rigtig slemt. Omvendt har jeg prøvet med andre ansatte, at de ringede med 'fredags- eller mandags-syge'.”
Selvom Adam i det store og hele fortæller en succeshistorie om vellykket integration i Danmark, så lægger han ikke skjul på, at der også har været en udfordring forbundet med at ansætte Samer.
“Sproget,” siger Adam eftertrykkeligt og fortsætter;
“Der vil være sprogbarrierer, men det bliver der jo arbejdet på. Samer går på sprogskole. Så selvom han har familie og fuldtidsarbejde, så tager han flere aftener om ugen ind til sprogskolen i Roskilde.”
Flygtninge skal arbejde
En bil ruller ind foran Poly-Cap på Vintapperbuen i Kr.hyllinge. Det er Samer, som netop har købt bil. Adam fortæller, at han indtil for nylig cyklede til og fra arbejdet. Det behøver han ikke længere.
Indenfor i hallen giver Samer tydeligt udtryk for, at han er glad for at have fået en chance for at arbejde. At der er en stor tilfredsstillelse ved at tjene sine penge. Men han undrer sig også:
“Det danske system er godt men også skidt,” siger Samer på gebrokkent, men alligevel forståeligt dansk.
“Mine venner og jeg forstår ikke, at man ikke behøver at arbejde her i Danmark. For når du arbejder, betaler du meget i skat. Så du får det samme ud af det, om du arbejder eller ikke arbejder.”
40-årige Samer bor i Kr.hyllinge. Han er gift og har tre børn. I Syrien arbejde han som professionel fodboldtræner. Hans råd til det danske system er, at det er vigtigt, at flygtningene kan komme i arbejde.
“Flygtningene skal gøre noget for deres nye land. Men kommunerne er nødt til at hjælpe dem med at skaffe arbejde. Det går ned ad bakke, hvis man bare sidder derhjemme og ikke har noget at lave,” siger Samer med alvorlig mine.
Mange ting skal falde i hak, for at det bliver en vellykket integration af flygtningene. På spørgsmålet til, hvilket råd Adam vil give andre virksomhedsejere, lyder det;
“Mit råd til andre er, at hvis man kan man bruge ufaglærte, og har brug for arbejdskraft, så skal man give det en chance.” Adam understreger, at det ikke kun er ham, som rækker hånden frem til en flygtning, men at det går begge veje.
“Hvis ikke jeg var tilfreds, hvis ikke Samer var dygtig og punktligt, så var han ikke i virksomheden. Jeg har lige fyret to medarbejdere, som ikke kunne finde ud af det,” siger Adam.