Politiet ved at dø af grin
Nordsjællands Politi er i besiddelse af humor. Hør blot denne beretning på Nordsjællands Politis Facebookside:
"KO PÅ SPRING, KVINDE I SKJUL
Onsdag eftermiddag modtog vi via 1-1-4 en af den slags anmeldelser, der får øjenbrynene til at rejse sig en smule i forbløffelse. Guderne ved ellers, at vi gennem tiderne har hørt det meste, men denne var ny for os.
En anmelder ringede og fortalte, at hun havde udsigt til en kvinde, der havde søgt tilflugt i en sø i Allerød, fordi hun var blevet jagtet derud. Allerede dér adskilte anmeldelsen sig fra, hvad vi ellers modtager af anmeldelser, men historien tog endnu en drejning.
Kvinden havde nemlig søgt tilflugt i søen, fordi hun var blevet jagtet af en sur ko - bogstavelig talt. Når valget står og falder mellem våde sko og benklæder eller at stå ansigt til ansigt med et vredt dyr på et halvt ton, så forstår vi egentlig godt, at kvinden valgte en tur i baljen.
Vi ko-nkluderede, at der skulle rykkes hurtigt, og vi kvie-de derfor ikke, men s-tyr-ede straks mod Allerød. På turen derud havde betjentene i patruljevognen telefonisk kontakt med anmelderen, der kort efter kunne fortælle, at en forbipasserende havde hjulpet den nødstedte kvinde i sikkerhed, hvorfor vi godt kunne afmelde udrykningen.
I går var vi så i kontakt med kvinden fra søen, der efter forskrækkelsen havde lagt sig, kunne more sig ko-ngeligt over situationen. Muh-ligvis hun selv kommer til at fortælle historien videre en gang eller to.
Del meget gerne den muntre beretning gennem Facebook-opslaget under denne artikel.